Ny rapport: Så mange danskere har været utro

28. okt 2019
Næsten hver fjerde mand i et forhold har været sin kæreste eller hustru utro, viser ny rapport.

Hver femte person i et parforhold eller ægteskab svarer i en større dansk undersøgelse, at de har været deres nuværende partner utro.

I undersøgelsen Projekt Sexus, som er lavet i et samarbejde mellem Statens Serum Institut o g Aalborg Universitet, har omkring 47.000 personer i et parforhold eller ægteskab svaret på, om de har været deres nuværende partner utro.

Det svarer 19 procent ja til.

Deler man svarene op i ugifte og gifte, kan man se, at det særligt er personer med en ring på fingeren, der har haft sex med andre end deres partner i skjul.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Blandt ugifte personer i et forhold og fraskilte eller separerede er det henholdsvis 12 og 15 procent, der har været deres nuværende partner utro. Blandt gifte er det 22 procent.

Der er også en overvægt af mænd. Næsten hver fjerde mand i et ægteskab eller parhold har været utro mod deres nuværende partner, mens 14 procent af kvinder har været det.

Også blandt homo- og biseksuelle mænd er der en overvægt er personer, der har bekender deres utroskab i undersøgelsen.

Her er dog tale om en betragteligt mindre gruppe af respondenter på nogle hundrede.

44 procent homoseksuelle mænd og 55 biseksuelle mænd har svaret ja.

Samme tendens ses dog ikke blandt homo- og biseksuelle kvinder.

Undersøgelsen spørger kun om utroskab mod nuværende partner og ikke mod tidligere kærester eller ægtefolk.

Af den gruppe, der har været deres nuværende partner utro, har mere end halvdelen været det mere end én gang.

I samme undersøgelse bliver omkring 30.000 personer, der har svaret ja til at have haft sex, om de nogensinde har betalt for det. Det svarede mere end hver femte mand ja til.

Der er stort set ingen forskelle mellem den gruppe af mænd, der er i et fast parforhold eller er single.

I anden del af undersøgelsen bliver 31.000 personer spurgt om deres holdning til prostitution.

Her finder 23 procent - igen med en stor overvægt af mænd kontra kvinder - at det i høj eller meget høj grad er i orden at betale for sex.

Modsat mener 43 procent, at det i ringe grad eller slet ikke er i orden at betale for sex. Her er der en stor overvægt af kvinder.

/ritzau/