Hver femte har et nytårsforsæt for jobbet

2. jan 2011
Hver femte danske lønmodtager bruger årsskiftet til at sætte sig mål for karrieren. Knap 9 ud af 10 kineserne gør det samme.

"Jeg vil forfremmes eller arbejde for konkurrenten. Eller skifte branche. Måske blive hospitalsklovn."

"Jeg skifter job, hvis jeg ikke får mere ansvar og lønforhøjelse i 2011."

Nytåret er for 20 procent af de danske lønmodtagere anledning til at lave et nytårsforsæt for arbejdslivet.

Der er langt færre end i andre lande – eksempelvis i Kina - hvor 86 procent af lønmodtagerne laver et job-nytårsforsæt.

Det viser en undersøgelse foretaget i 27 lande af rekrutteringbureauet Randstad.

Svenskere gider heller ikke

Faktisk er danske lønmodtagere på verdensplan blandt dem, der sjældnest laver job-nytårsforsæt. Kun svenskere og ungarere gør det sjældnere.

"Det er ikke kun, når nytåret nærmer sig, at danskerne begynder at lægge planer for fremtiden," fastslår Jeroen Tiel, der er administrerende direktør i Randstad Danmark.

Han siger, at danskerne er målbevidste og fokuserede, når det gælder deres karriere.

"Det er en løbende proces, som foregår hele året," siger han.

Kineserer, mexicanere, indere, tyrkere, chilenere, spaniere og italienere er – i nævnte rækkefølge - dem, der oftest laver karriere-nytårsforsæt.