Hvad pokker skal man lave som 65årig?

13. feb 2011, 00:44
Politibetjent Carsten Holk tror, der bliver trængsel på kontorerne, når politifolk fremover skal arbejde, til de bliver 65 år eller længere

De statsansatte fik en overenskomstaftale på plads lørdag aften. Carsten Holk, betjent i Københavns Lufthavn kan ånde lettet op. Der blev ikke pillet ved hans tilbagetrækningsalder på 63 år.

Men han har ondt af de nye betjente. Alle ansat efter januar 2012 har ikke ret til at trække sig tidligere, men skal arbejde til folkepensionen.

”Hvad pokker skal man lave som politimand, når man bliver 65 eller ældre. Levealderen stiger heldigvis, så vi i fremtiden skal blivetil vi er 67 eller 70. Men politifolk på skifteholdsarbejde er fuldstændig nedslidt som 63-årige både fysisk og psykisk,” siger Carsten Holk.

Han er betjent i lufthavnen og fællestillidsmand for betjentene på Station Lufthavnen. Han er selv 57 år og kan efter mange voldsomme hændelser begynde at kunne se en ende på sit arbejdsliv.

Carsten Holk

"Vi har et arbejdsliv med mange sindsoprivende oplevelser undervejs og på et tidspunkt, så er rygsækken fuld, og man kan ikke tage mere. En politimand forventes at have overskud på jobbet. Tænk på de poser en 65-årig har under øjnene efter 40 år på usundt treholdsskift,” siger Carsten Holk.

Langt de fleste politifolk har et liv med skiftende vagter 7-15, 15-23 og 23-07, og man kan godt undervejs søge om et kontorjob, men man er langt fra sikker på at få det.

"Jeg forudser trængsel på kontorer, når der skal findes arbejde til alle de ældre. Min hjerne kan godt forstå, at Claus Hjort tænker, at vi kan løse manglen på arbejdskraft fremover ved at arbejde længere. Men min krop og min psyke kan ikke være med. Stakkels dem, der bliver udsat for det," siger Carsten Holk.

Alle vil have mere politi på gaden

Han mener, man skulle have beholdt den ordning, politiet allerede havde om, at man kan søge om at arbejde længere end 63 år.

”Vi havde en rigtig god ordning. Dem der kunne og ville, kunne søge om at arbejde efter de 63 og ledelsen havde samtidig mulighed for, selv at vælge dem, de ville have. Men masser har fået nej til at blive længere, fordi ledelsen sagde, de enten var for gamle eller der ikke var penge til at beholde dem. Hvad vil man så gøre nu?,” siger Carsten Holk.

”Min frygt vil være at blive sendt ud og køre patrulje om natten på Vesterbro som 65-årig. Jeg har absolut ikke lyst, og jeg tror heller ikke, at kunderne har lyst,” siger Carsten Holk.

”Alle vil have mere politi på gaden, ikke på kontorerne. Og en gammel betjent koster næsten lige så meget som to unge. Så er det virkelig det, man vil?,” siger Carsten Holk.

Betjent på ½ kraft

Han kan heller ikke se sig selv bruge sit otium som gademedarbejder. Det har ellers været fremme som et forslag, fordi de ældre betjente ofte er gode til at snakke med folk og bevare roen.

”Det er helt rigtigt, at de tit er. Men det fysiske og psykiske skal også være i orden. Man kan ikke være betjent på halv kraft. Hvis jeg går hen ad Blågårdsgade som betjent, skal jeg så have et skilt på ryggen, hvor der står ”Betjent på ½ kraft?”. Og hvad hvis jeg er ude med en yngre kollega? Hvem skal så passe på hvem? Det duer simpelthen ikke,” siger Carsten Holk.