Hun er verdens første professionelle nusser

3. feb 2014, 08:00
Der kan tjenes penge på omsorgsfuld nærkontakt, ifølge denne kvinde fra N.Y.

En kvinde har gjort filmhygge og nusseri på sofaen til mere end blot afslapning med kæresten efter en lang arbejdsdag.

Hun har gjort det til sin levevej, skriver Huffingtonpost.com.

Kvinden hedder Ali C og hun kalder sig selv for New Yorks første 'professionelle nusser' (snuggler, red.).

Hendes firma hedder Cuddle U og klienterne mødes med Ali C i hendes lejlighed på Manhatten for at ligge i ske og blive holdt om.

"De er virkelig sårbare, og det er en utrolig helende oplevelse,” fortæller Ali C til Daily News.

Ingen sex, kun kærlighed

På Ali's hjemmeside imødegår hun eventuelle misforståelser om, at hendes service inkluderer seksuelle ydelser.

Det gør den absolut ikke, forklarer hun.

"Selvom seksuel opstemthed er normalt og forståeligt i situationen, er det strengt forbudt at reagere på dem," skriver hun.

"Under en 'nussetime' er det tværtimod Ali's mål at skabe en kærlig, helende og terapeutisk energi, fri fra sexuelle undertoner," lyder forklaringen.

Godt kørende

Ifølge Ali er hendes forretning allerede godt kørende.

Flere end 30 klienter har indtil videre benyttet sig af hendes tilbud.

Ali tilbyder blandt andet 45 minuters kæleri for 60 dollar (330 kroner, red.),
eller 60 minuters kæleri for 80 dollars (440 kroner, red.).

Se en nusse-session med Ali C her

Køb film og nus

Ali tilbyder også en film- og kælepakke til 200 dollar (1100 kroner, red.) eller overnatning med kæleri til 500 dollar (2760 kroner, red.).

Ifølge Ali forløber hendes sessioner som oftes med at ligge i ske med klienten, som hun stryger på håret, nakken og ansigtet.

"Det finder klienterne særdeles afslappende," forklarer hun.