Hovsa: Død hund: 15.000 kroner

12. jun 2010
Barske sager. Læs bl.a. hvor galt det gik med et æsel, der skulle kastreres.

Har din dyrlæge fejlbehandlet dit kæledyr, kan du klage til et nyt, uvildigt ankenævn for dyrlæger.

Det har mange allerede gjort. De har fået medhold og erstatning, og dyrlægerne betaler gerne, for ellers bliver deres navn offentliggjort med risiko for at kunderne flygter.

Så derfor forbliver det uvist, hvilken dyrlæge, der eksempelvis glemte at undersøge, om en hund var klar til at føde, inden der blev skåret et kejsernit med dødelig udgang for hvalpene. (Se alle eksempler herunder).

"Grelle tilfælde"

"Der er tale om grelle tilfælde, og der er behov for, at der strammes op, så navne på dyrlæger, der eksempelvis tre gange får kritik, bliver hængt ud, så forbrugerne ved, hvem der er," siger Christian H. Hansen, der er formand for partiet Fokus, der har dyrevelfærd som mærkesag.

Anders Høgh, formand for de Praktiserende Dyrlægers Arbejdsgiverforening, forsvarer nævnet.

Forbedret forbrugerbeskyttelse

”Det giver i modsætning til det tidligere klagenævn forbedret forbrugerbeskyttelse," siger han og forklarer, at det førhen var dyrlægerne selv, der i et ugennemsigtigt nævn behandlede klager. Dengang fik kunderne ikke erstatning.

”Det nye nævn er uvildigt og offentligt godkendt,” siger Anders Høgh, der beroliger med, at nationens kæedyrsejere, trods de grimme sager nedenfor, generelt kan stole på dyrlægen.

Fredagsspareguiden har kigget i Ankenævnet for Dyrlægers afgørelser og fundet:

Seks alvorlige dyrlægefejl:

__________________________________________________________

Æsel skulle kastreret, men døde

En ejer af et æsel bad en dyrlæge kastrere dyret, som blev lagt i narkose. Men selv om æsler er stædige, kan de ikke klare narkose, som de er overfølsomme overfor, så udgangen blev dødelig. Dyrlægen forsøgte uden held at genoplive muldyret, og da han forinden havde glemt at fortælle æsel-ejeren, at æsler er overfølsomme, måtte han erstatte dyret, der repræsenterede en værdi á 5.000 kr.[pagebreak]

Hund døde: Pris: 30.000 kr.

Det gik helt galt for en dyrlæge, der forsøgte at redde en hund med smerter i benene. For det første opererede dyrlægen hunden for sent, hvilket kan have været medvirkende til, at den døde. For det anden undlod dyrlægen at oplyse, at operationen kostede 30.000, så forbrugeren fik en død hund til halv pris: 15.000 kr.

Overså at hest manglede testikel

En person fra Sjælland ønskede at købe en hest fra Jylland, men kunne ikke tjekke dyret, så det betalte han en jysk dyrlæge for at gøre. Hesten er fin, erklærede dyrlægen, så dyret blev handlet. Efter en uge opdagede køberen, at hesten kun havde en testikel i pungen. Dyrlæger burde have undersøgt testiklerne, men gjorde det ikke. Forbrugeren fik 16.000 kr. i kompensation.

En hvalp rådnede

En hundeejer bad en dyrlæge undersøge, om hunden var gravid. Det var den ikke, mente dyrlægen. Men hunden opførte sig mærkeligt, og et par uger efter gik hundeejeren til dyrlægen, som fandt en stor rådden hvalp i hunden. Den blev fjernet, hunden mistede sin drægtighed - og forbrugeren fik en erstatning på 15.000 kr.

Foretog kejsersnit på hund, der ikke skulle føde

Flere hvalpe døde, fordi en dyrlæge foretog kejsernit på en hund, der slet ikke var klar til at føde. Dyrlægen burde have undersøgt, om hunden var klar til at føde, så hundeejeren fik udgifterne til kejsernittet: 5.400 kroner refunderet.

Hvalp døde af vaccine

En hundehvalp skulle vaccineres, men hvalpen blev syg, kastede op og sov meget. Den spiste ikke i to dage. Dyrlægen behandlede ikke hunden korrekt. Den skulle have været indlagt med et drop med væske. Hundejereren gik til en anden dyrlæge, men da var det for sent. Den fik en blå sprøjte, og dyrlægen fik pålagt at erstatte hunden, der blev værdisat til 5.000 kr.

Om ankenævnet
  • Forbrugerrådet har en repræsentant i Ankenævn for Dyrlæger
  • Dyrlægernes navne offentliggøres kun, hvis ikke de efterlever afgørelserne
  • En forbruger kan ved henvendelse pr. telefon eller e-mail til ankenævnets sekretariat få oplyst, om en konkret dyrlæge har fået afgjort en sag af ankenævnet.
  • Læs mere på ankenævnets website