'Der sker ikke det samme i vores branche, som der gjorde, da frisørerne genåbnede, hvor alle stod i kø,' lyder det. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hoteller og restauranter har mistet omsætning for over 13 milliarder: Drop nu seksdages-reglen

13. aug, 16:25
Kirsten Munch Andersen, der er politisk direktør i brancheforeningen HORESTA, håber, at Folketingets partier vil droppe restriktionerne i fase 4 i genåbningen. Aftalen forhandles fredag.

Selvom der kun er 16 dage til, at lønkompensationsaftalen udløber, ligger der endnu ikke en aftale klar for fase 4 i genåbningen.

Det var ellers forventningen, at aftalen skulle falde på plads onsdag. Men kort før midnat sluttede forhandlingerne blandt Folketingets partier uden en plan.

LÆS OGSÅ: Formand for Danmarks Idrætsforbund: Det haster med en plan

Tilbage står en hotel- og restaurationsbranche, der er sendt i knæ af coronaen, og bider negle.

Kirsten Munch Andersen, der er politisk direktør i brancheforeningen HORESTA, fortæller, at hoteller og restauranter siden marts har mistet omsætning for 13-14 milliarder kroner.

- Det er nervepirrende. Som det er nu, har hver ottende i vores erhverv mistet deres arbejde, og hver fjerde i vores virksomhed er nødt til at kigge på medarbejderstaben i den nuværende situation. Aftalen om at få dækket faste udgifter er udløbet for mange, og nu er der kun få uger til at lønkompensationsaftalen udløber. Det kan gå ud over et hav af medarbejdere, siger hun.

Et af foreningens største ønsker er, at de mange restriktioner, som der er på nuværende tidspunkt, bliver fjernet. Det gælder især seksdagsreglen, der betyder, at turister skal booke seks overnatninger for at kunne få lov til at komme til Danmark.

-  Vi har svært ved at se meningen med reglen. Det afholder turister fra at komme, men også hele mødeindustrien bliver lagt ned af det her. Det samme sker, når man tvangslukker spillerstederne, så rammer du også kunstnere og lysteknikere osv., siger hun.

Også forsamlingsforbuddet, kvadratmeter-kravene og lukkeforbuddet har bremset indtjeningen, mener HORESTA.  

Da vi genåbnede restauranterne i maj, skete der ikke en stigning af smitte
Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i brancheforeningen HORESTA

- Vi hører igen og igen, at det, der giver mening i forhold til at holde smitten nede, er at holde en høj hygiejne og holde afstand. Og det er vores medlemmer eksperter i at håndhæve. Men eksempelvis et lukkeforbud giver ingen mening. Vi smitter altså ikke mere efter klokken 24, end vi gør inden. Det giver heller ikke mening, at der er krav om, at der skal være dobbelt så mange kvadratmeter, som der er mennesker, når man skal fylde en mødesal. Det ender alligevel med, at hele forsamlingen samler sig i et hjørne, siger hun.

I stedet for de mange restriktioner, foreslår den politiske direktør, at man begynder at registrere gæsterne, så man på den måde kan smitteopspore lynhurtigt.

- Da vi genåbnede restauranterne i maj, skete der ikke en stigning af smitte. Vi ved nu, at det virker med hurtig smitteopsporing og regionale tiltag, så man isolerer smittetilfældene. Det, har vi set, har kunnet ladet sig gøre i flere kommuner på det seneste. Og det kan vi hjælpe til med. Man kan lave en simpel app, hvor man registrerer sig med navn, mail og telefonnummer, og så tjekker man ind, når man går på en restaurant eller på et diskotek. Hvis der så opstår et smittetilfælde på et af stederne, så kan man lynhurtigt se, hvem der har været der og få stoppet smittekæden. Den slags tiltag er langt mere effektive end restriktioner, og det vil holde samfundet i gang samtidig, siger hun.

Krav til hjælp

Der er stadig hjælp at hente for en række af de hårdest ramte virksomheder. Kompensationen for faste udgifter kan stadig søges, hvis man eksempelvis kan bevise, at de udenlandske turister har stået for 90 procent af virksomhedens indtjening. Desuden vedtog regeringen en sommerpakke, der eksempelvis betød, at alle indenrigsfærger var gratis og mange kulturelle tilbud billigere i sommerferien.

- Vi har et område, der klarer sig gennem sommeren, og det er den række af hoteller og restauranter omkring kysten, der er blevet hjulpet af danske feriegæster. Og så har vi et område, der klarer sig dårligt, og det gælder især møde- og konferencestederne og de hoteller og restauranter i København, der plejer at have mange udenlandske turister. Men hele branchen kigger ind i et sort efterår. Danskerne er færdige med at holde ferie, og med seksdagesreglen er der ingen, der tager en sviptur til Danmark, siger Kirsten Munch Andersen og fortsætter med at tegne det dystre billede:  

- Der sker ikke det samme i vores branche, som der gjorde, da frisørerne genåbnede, hvor alle stod i kø. Det kræver længere tids planlægning at holde en konference eller arrangere en ferie. Og vi må ikke glemme, at der er mange steder, der har forskudte nedgange, eksempelvis de virksomheder, der kun har sæsonåbent, og som slet ikke har kunnet åbne i år.  

LÆS OGSÅ: Regeringsudkast: Natteliv skal holde lukket frem til november

Hvis ikke de forskellige restriktioner bliver lempet, håber Kirsten Munch Andersen på, at lønkompensationsaftalen fortsætter, og at alle udgifter dækkes for de tvangslukkede virksomheder. Desuden mener hun, at de faste udgifter skal kompenseres for alle virksomheder, der har oplevet en omsætningsnedgang.

Det forventes, at forhandlingerne om fase 4 i genåbningen bliver genoptaget på fredag.