20201208-165301-L-1920x1280we
En forsker har talt med 30 hospitalsansatte under coronakrisen. Det er tydeligt ud fra samtalerne, at personalet er mentalt belastet, siger han (arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Hospitalspersonale i knæ: 'Jeg er bare så træt, så træt, så træt'

22. dec 2020, 11:02
Personalet på sygehusene har oplevet en stor mental belastning under coronakrisen, som de skal have hjælp til at håndtere. Det mener psykolog Peter Dieckmann, der har talt med 30 klinikere under første bølge af pandemien og nu igen under anden bølge.

Udmattelse, usikkerhed og utryghed var noget af det, der plagede medarbejderne på sygehusene under første bølge af coronakrisen i foråret.

LÆS OGSÅ: Bonus-ordninger breder sig blandt corona­sygeplejersker

Og det er noget af det, der går igen under anden bølge af pandemien. Det kan Peter Dieckmann, der er seniorforsker i CAMES, som er Region Hovedstadens simulationsenhed for sundhedsprofessionelle, fortælle.

Han er uddannet psykolog og har i mere end 20 år beskæftiget sig med patientsikkerhed og i de sidste to år med emotionelle belastninger hos sundhedsprofessionelle.

Noget af det, der gik igen, var, at uforudsigeligheden fyldte meget både på det faglige og det personlige plan: ’Hvordan håndterer jeg en sygdom, der ikke er bekendt?’. ’Hvornår kan jeg se min familie igen’
Peter Dieckmann, forsker og psykolog på CAMES i Region Hovedstaden

I juni interviewede han cirka 30 klinikkere (for anonymitetens skyld, ønsker han ikke at fortælle, hvilke faggrupper han har talt med) på et par sygehuse i Region Hovedstaden om, hvordan de oplevede pandemien.

- De havde længere vagter end normalt, og de skulle være omstillingsparat. De blev sendt til andre afdelinger, hvor de skulle lære nye omgivelser, nye kolleger og nye ledere at kende. Samtidig havde de forfærdelig billeder i hovedet fra medierne. Alt det giver en meget stor mental belastning – også når man giver sit bedste, hver dag.

- De havde selvfølgelig mange forskellige synspunkter og har oplevet situationen forskelligt, men noget af det, der gik igen, var, at uforudsigeligheden fyldte meget både på det faglige og det personlige plan: ’Hvordan håndterer jeg en sygdom, der ikke er bekendt?’. ’Hvornår kan jeg se min familie igen’.

Grænsen er nået

Samtidig oplevede han ved samtalerne, at de sundhedsprofessionelle var mentalt udmattede. Det kan have indvirkning på patientsikkerheden.

- Jeg husker tydeligt en, der under interviewet sagde ”jeg er bare så træt, så træt, så træt”. Mange havde aflyst deres påskeferie på grund af covid-19 og havde planlagt sen sommerferie, der ikke kunne ændres. Så de havde på det tidspunkt haft en meget lang periode uden en ferie. Flere fortalte, at de simpelthen ikke kunne leve op til deres eget ambitionsniveau for at kunne følge med – og det føltes meget belastende.

I forbindelse med undersøgelsen har Peter Dieckmann offentliggjort et par lydfiler som gengiver pointer fra samtaler med de interviewede:

- Jeg kan tydelig mærke, at jeg nærmer mig min grænse. Jeg kan ikke længere mærke, hvor patienterne er, og hvad jeg egentlig kan gøre, lyder det blandt andet.

Selvom de tog sig af patienter, så der kunne afgives ressourcer til, at deres kollegaer kunne være en del af kriseberedskabet, så følte de sig ikke som en del af positivstemningen
Peter Dieckmann, forsker og psykolog på CAMES i Region Hovedstaden

En ukendt sygdom skaber utryghed

Det havde også stor betydning, at covid-19 var en ukendt sygdom, da den ramte landet i marts. Derfor var der usikkerhed om, hvordan den skulle behandles. Den usikkerhed tog medarbejderne med sig tilbage til deres faste afdelinger, erfarede psykologen.

En gengivelse for en samtale lyder:

- Jeg har følelsen af, at jeg har bragt noget af usikkerheden fra covid-19-afsnittet tilbage til min afdeling. Ja, jeg var usikker på nogle af covid-19-patienterne. Men nu føler jeg mig også usikker på nogle af de patienter, jeg tidligere var tryg ved. Jeg forstår det ikke.

De klapper ikke af os

Der var blandt de interviewede både medarbejdere, der var en del af coronaberedskabet, men også nogle, som ikke var. Peter Dieckmann erfarede, at dem, der ikke var en del af beredskabet, kunne føle sig udenfor.

- De medarbejdere, der ikke var en del af coronaberedskabet, var også tydeligt mærket af pandemien. Det var rørende at høre dem fortælle om, at de ikke følte, at det var dem, der blev klappet af og heppet på. Selvom de tog sig af patienter, så der kunne afgives ressourcer til, at deres kollegaer kunne være en del af kriseberedskabet, så følte de sig ikke som en del af positivstemningen. Og mange skulle tage sig sammen for at høre på historier fra de kollegaer, der havde været en del af kriseindsatsen.

De oplevede også frustrationer over, at de følte, de skulle give den samme besked igen og igen, som medarbejderne så efterfølgende sagde, at de ikke havde fået. I princippet havde begge parter ret. Der sker nemlig det, at opmærksomheden bliver mindre ved stress
Peter Dieckmann, forsker og psykolog på CAMES i Region Hovedstaden

Der var også ledere blandt de interviewede, og også de oplevede frustrationer.

- Lederne fortalte, at de kunne bruge tid på at lave en vagtplan, der så skulle ændres, så snart den var lavet. De oplevede også frustrationer over, at de følte, de skulle give den samme besked igen og igen, som medarbejderne så efterfølgende sagde, at de ikke havde fået. I princippet havde begge parter ret. Der sker nemlig det, at opmærksomheden bliver mindre ved stress. Medarbejderne får eksempelvis ikke læst alle deres e-mails, fordi de er så monstertrætte, og fordi de prioriterer samvær med patienter.

Forskel mellem første og anden bølge

Peter Dieckmann er netop nu i gang med at holde samtaler med en række klinikere, der står midt i anden bølge af pandemien. Han oplever, at der er ting, der har ændret sig fra første gang, han foretog interviewene.

- Der er ingen, der selv bringer frygten for, at de bliver smittet, eller at de smitter deres familie, op i interviewene, som ellers var en meget tydelig frygt første gang. Det kan måske være tidsaspektet, der er årsagen. Altså at man vænner sig til frygten for smitte.

Det er ikke altid legitimt blandt personalet at italesætte den, fordi der findes en tilgang om, at ’hvis du ikke kan håndtere det, så skal du måske ikke være sygeplejerske eller læge’
Peter Dieckmann, forsker og psykolog på CAMES i Region Hovedstaden

Et andet vilkår, der har ændret sig, er, at der er nogle arbejdsområder, der er blevet mere forudsigelige.

- Ledelsen kan nemmere forberede medarbejderne på den opgave, der venter, og de har heller ikke de samme udfordringer omkring værnemidler, som de havde tidligere. Man ved også mere om, hvordan man skal behandle patienterne. Men til gengæld mærker de en større udbrændthed, fordi meget af personalet har været presset igennem lang tid nu. Der er også en frygt for, at anden bølge bliver værre end den første.

Brug for redskaber til at tackle belastninger

Peter Dieckmann mener på baggrund af samtalerne, at det er tydeligt, at hospitalspersonalet mangler redskaber til at håndtere den store psykiske belastning, som pandemien har medført.

- Den individuelle mentale belastning skal have fokus. Det er ikke altid legitimt blandt personalet at italesætte den, fordi der findes en tilgang om, at ’hvis du ikke kan håndtere det, så skal du måske ikke være sygeplejerske eller læge’. Tilgangen er dog under forandring og krisen kan være med til at skubbe til den holdning. Vi ved dog, at hvis du ikke taler om de belastninger, du har oplevet under krisen, så vil det blive tungere og tungere med tiden.  

Han fortæller, at Region Hovedstaden i samarbjede med Dansk Selskab for Patientsikkerhed netop har startet et projekt op, der skal munde ud i at uddanne personale efter "peer-to-peer-metoden". En metode hvor medarbejdere bruger hinandens erfaringer til at forstå de belastninger, de står i.

LÆS OGSÅ: Alarmerende tilstand på covid-afsnit: Sygemeldinger, trusler om opsigelser og grædende kolleger

- Det handler om, at personalet skal blive bedre til at lære at lytte til hinanden og tale om de belastninger, de har oplevet. Og det skal de have de rigtige redskaber til.