Hospital: Kronisk forsinket skyldes sygdom

30. aug 2013, 15:58
Skotsk mand har fået hospitalets ord for, at det er en sygdom, at han altid kommer for sent.

57-årige Jim Dunbar fra Dundee i Skotland har fået stillet en stærkt usædvanlig diagnose: han er kronisk for sent på den. Det skriver Daily Mail.

Ifølge avisen har manden gennem hele sit liv kæmpet med at komme for sent til alt fra begravelser til romantiske dates.

Nu har han så fået hospitalet i Dundees ord for, at der er tale om en sygdom. Angiveligt er hans specielle tilstand i familie med ADHD.

”Grunden til, at jeg vil have det frem i offentligheden er, at der må være folk derude, som lider af det samme, og som ikke er klar over, at det ikke er deres egen fejl,” siger Jim Dunbar ifølge Daily Mail.

Han fortæller, at det gennem årene blandt andet har kostet ham jobbet adskillige gange, at han ikke kan komme til tiden.

Kilde: Daily Mail