Hormon kan sikre at mænd ikke er utro

3. dec 2013, 18:29
Et hormon stimulerer et center i den mandlige hjerne, som øger den faste partners tiltrækningskraft og styrker lysten til at være monogam

I denne søde juletid er utroskab en mere nærværende trussel mod parforholdet end ellers. Julefrokoster med øl og snaps skruer op for risikoen, og mange frygter, at kæresten falder i vandet.

Men hvis det kan være til en trøst, så har forskere opdaget at et hormon sikrer dig mod at din partner begår utroskab. Og de kan tilmed give det i form af en næsespray.

Forskere fra Bonn Universitets medicinske center i Tyskland har offentliggjort forskningsresultater i tidsskriftet PNAS, der bygger på den baggrund, at monogami ikke er udbredt blandt pattedyr, men at det hos mennesker forholder sig anderledes.

Forskere har længe forsøgt at afdække den sammenhæng og finde et svar på, hvad er det, der får elskende par til at være hinanden tro. Og nu er en gruppe forskere kommet et skridt nærmere en videnskabelig dokumentation for, at et bestemt hormon styrer lysten til at være tro mod partneren.

Fotos af andre kvinder

Dr. René Hurlemann, overlæge ved Bonn University Medical Center, siger, at oxytocin spiller en vigtig rolle i forholdet mellem mennesker, men at vi alligevel endnu ikke ved tilstrækkeligt om, hvad der skal til for at aktivere hjernens belønningssystem.

For nærmere at undersøge hormonets virkning, samarbejdede Dr. Hurlemann og hans team med forskere fra Ruhr Universitetet i Bochum i Tyskland og universitetet i Chengdu i Kina, hvor de viste 40 heteroseksuelle mænd, der var i et fast forhold, fotos af deres kvindelige kollegaer.

Til sammenligning viste de også mændene billeder af andre kvinder.

Læs også: 10 overraskende ekstragevinster ved orgasmer

Samtidig fik mændene en dosis oxytocin ind som næsespray, eller de fik en næsespray uden hormonet – altså et placebopræparat.

Det viste sig, at når deltagerne fik oxytocin i stedet for placebo og samtidig så på et billede af deres partner, blev hjernens belønningssystem mere aktivt, og deltagerne opfattede partneren som mere attraktiv end andre kvinder.

Læs også: Derfor får kvinder flest orgasmer i parforhold

I yderligere tests så forskerne på, om oxytocin havde lignende effekt, når forsøgspersoner så på fotos af bekendte og f.eks. kvindelige kollegaer. Dette gjorde man for at afgøre, om det var genkendelsen, der udløste reaktionen. Men forskerne understreger, at effekten kun slog igennem, når det drejede sig om fotos af partneren.

Så det er altså sådan, at oxytocin udelukkende påvirker tiltrækningen mellem elskende par.

10 madråd: Sådan undgår du appelsinhud

Dr. Hurlemann siger, at forskernes resultater viser, hvordan oxytocins virkning på par i faste forhold kan sammenlignes med stofafhængighed. Når stofmisbrugere tager deres stof, forsøger de derved at stimulere deres hjernes belønningssystem, hvilket ligner den effekt oxytocin afslørede blandt deltagerne i undersøgelsen.

Hvorfor bliver vi monogame?

”Det kan også forklare, at mennesker bliver deprimerede og virkelig sørger, når de bliver skilt fra deres partner. De mangler oxytocin udskillelsen, og deres belønningssystem er understimuleret,” siger dr. Hurlemann.

På trods af disse resultater, siger forskerne, at en behandling mod kærestesorg med oxytocin måske vil virke mod intentionen. Hvis man booster kroppen med oxytocin, kan det gøre trangen til at være sammen med partneren endnu større.

Læs også: Derfor er mænd så irriterende at diskutere med

Man kan spørge sig selv, om disse resultater betyder, at oxytocin gør mænd monogame. Forskerne siger, at vi stadig er oppe imod mænds biologiske disposition til at ville stræbe efter at få spredt deres arveanlæg til så mange som muligt.

Men dr. Hurlemann understreger, at der også er en biologisk gevinst ved monogami.

Læs også: Er din personlighed årsag til din overvægt

”Når oxytocin styrker båndene mellem partnerne, styrker det stabiliteten i en persons tilgang til føde og derved også slægtens overlevelse,” siger han.

Dr. Hurlemann fortæller, at hans team ikke har lavet samme undersøgelse blandt kvinder. De har dog foretaget andre undersøgelser blandt kvinder, som ofte dokumenterer, at kvinder reagerer anderledes – og nogle gange helt modsat – mænd.

Læs også: Sådan kommer du ovenpå efter julefrokosten

”Disse kønsforskelle kan være forbundet til det faktum, at indholdet af oxytocin i blodet er forskelligt alt efter køn. Og distributionen af hjernens oxytocinreceptorer kan også være forskellig,” siger dr. René Hurlemann.