Homoer lyver sig hetero på jobbet

17. jul 2013
Hver anden homoseksuelle skjuler sin seksualitet på jobbet af frygt for kollegernes reaktion. Det vil Nykredit gøre op med.

Mange homoseksuelle skjuler deres seksualitet på jobbet, fordi de frygter kollegernes reaktioner. Det skal der laves om på, mener finansgiganten Nykredit ifølge epn.dk.

Her har koncerndirektøren for 4.000 ansatte sat sig i spidsen for en indsats for at gøre arbejdspladsen mere åben.

”Jeg synes, det er så ærgerligt, hvis nogen føler, at de ikke kan være sig selv hundrede procent. Hvis nogen føler, at de skal bruge energi og kræfter på at gemme en del af sig selv væk i dagligdagen. Det må være så ubehageligt,” siger koncerndirektør Bente Overgaard til epn.dk.

”Folk må selv bestemme, om de har lyst til at være åbne om deres seksualitet, men det skal i hvert fald være muligt, så ingen skal holde en del af sig selv skjult. Jeg kan forestille mig, hvor svært det må være,” siger hun.

Sidste år gennemførte den danske nonprofitorganisation Q-Factor en undersøgelse blandt 1.280 lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner i Danmark.

Undersøgelsen viste ifølge epn.dk, at kun halvdelen af de adspurgte var helt åbne om deres seksuelle orientering eller kønsidentitet på arbejdspladsen.

Kilde: epn.dk