Holde fri på en helligdag? Så er du fyret!

27. nov 2013, 13:30
Chefen for en lokal Pizza Hut i USA er blevet fyret, fordi han nægtede at holde åbent på helligdagen Thanksgiving.

Torsdag er det Thanksgiving i USA - en helligdag, der efter amerikanske standarder er nærmest lige så hellig som juleaften i Danmark.

Af samme grund holder mange forretninger lukket, så medarbejderne kan være sammen med deres familier.

Sådan havde Tony Rohr, chef for Pizza Hut i Elkhart i staten Indiana, også regnet med, at det skulle være i år. Men hans øverste chefer insisterede på, at der skulle være åbent på Thanksgiving, og det har nu kostet ham jobbet.

Da han nægtede at holde åbent på den særlige aften, blev han nemlig fyret, skriver BusinessInsider.com.

”Thanksgiving og jul er de to eneste dage på året, hvor der er lukket, og hvor medarbejderne er garanteret fri til at være sammen med familien,” siger Tony Rohr til den lokale tv-station WSBT.

Kilde: BusinessInsider.com