20200116-101515-L-1920x1331we
Var der tale om vold mod tjenestemand, da en mand råbte "corona" og hostede mod et par betjente. Byretten sagde nej, landsretten sagde ja. Nu skal Højesteret tage stilling til sagen. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Råbte 'corona' og hostede mod to betjente - men er det vold mod tjenestemand?

11. feb 2021, 08:56
Mand råbte: "Corona" og hostede mod to betjente. Byretten frifandt for trussel om vold, landsretten dømte.

Er der tale om vold eller forsøg på vold mod tjenestemand, hvis man råber: "corona", mens man hoster mod et par politibetjente?

Retten i Aarhus sagde nej, mens Vestre Landsret sagde ja og idømte en dengang 20-årig mand tre måneders ubetinget fængsel.

Spørgsmålet skal nu afgøres af Højesteret, som torsdag behandler sagen.

Sagen opstod, et par uger efter at regeringen i marts sidste år lukkede landet ned på grund af corona.

Tidligt om morgenen den 29. marts standsede en politipatrulje som led i et rutinetjek en bil i Mindebrogade i Aarhus.

I bilen var en beruset mand, som havde fejret fødselsdag. Han råbte: "Corona" og hostede mod de to betjente.

Manden, der i øvrigt ikke var smittet med sygdommen, har selv forklaret, at det skete i en blanding af kådhed og fuldskab. Betjentene syntes ikke, det var morsomt, og klokken 03.35 blev han anholdt.

Han blev sigtet og siden tiltalt for vold eller forsøg på vold mod tjenestemand.

Den 22. april blev han frifundet i Retten i Aarhus.

Retten mente ikke, at et host i sig selv kan have karakter af vold. For det andet er det tvivlsomt, om der er tale om vold eller forsøg på vold, hvis en smittet person med et host forsøger at smitte en anden, fremgik det af dommen.

Halvanden måned senere nåede Vestre Landsret frem til det stik modsatte resultat og idømte den 2. juni manden tre måneders ubetinget fængsel.

- Jeg mener, at når tiltalte hoster mod en betjent på kort afstand og samtidig henviser til corona, så må det have karakter af trussel om vold, lød det fra senioranklager Kira Riechers i landsretten.

- Der ligger en trussel mod betjenten om, at tiltalte forsætligt ville overføre smitte.

Den tiltaltes forsvarsadvokat, Peter Secher, gjorde gældende, at et host umuligt kan karakteriseres som vold eller trussel om samme.

Han hev Dansk Sprognævns definition af vold frem i retten: Handlinger eller adfærd, der indebærer brug af fysisk magt. Det var der ikke tale om her, understregede advokaten.

Men retten gav anklageren ret, da den nåede frem til, at hosteriet var at sidestille med en trussel om vold.

- Et host ville være egnet til at videreføre smitte, lød det i dommens konklusion.

Torsdag bliver dommerne i Højesteret så præsenteret for argumenterne for og imod, men deres afgørelse falder først på et senere tidspunkt.

/ritzau/