20201212013636457_1000
USA's højesteret i Washington D.C. har afvist et søgsmål fra delstaten Texas støttet af blandt andre præsident Donald Trump om at ugyldiggøre valgresultater til fordel for Joe Biden. Foto: Joshua Roberts/Reuters

Højesteret afviser Texas' forsøg på at omstøde Biden-sejre

12. dec 2020, 01:53
Et forsøg på at ugyldiggøre valgresultater til fordel for Biden i fire stater er blevet afvist af højesteret.

USA's højesteret har fredag afvist et søgsmål fra delstaten Texas om at ugyldiggøre Joe Bidens sejre i fire svingstater.

Søgsmålet var bakket op af præsident Donald Trump, og højesteretsafgørelsen ses derfor som et stort tilbageslag i Trumps forsøg på at få sit valgnederlag til Joe Biden omgjort.

Ifølge kendelsen fra højesteret har Texas ikke juridisk ret til at blande sig i resultaterne i Georgia, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin på den måde.

To af højesterets konservative dommere, Samuel Alito og Clarence Thomas, siger, at de ville have tilladt Texas at lægge sag an, men at de ikke vil forhindre de fire stater i at færdiggøre behandlingen af deres valgresultater.

Søgsmålet blev indgivet tirsdag af republikaneren Ken Paxton, der er justitsminister i Texas og en allieret af Trump.

Den republikanske regering i Texas beskylder valgtilforordnede i de fire delstater for ikke at have sikret sig, at der ikke kunne snydes med brevstemmer.

Onsdag indgav præsidenten en anmodning om at gribe ind og blive medsagsøger.

Dagen efter bad Georgia, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin højesteret om at afvise sagen, som staterne sagde ikke havde noget faktuel eller juridisk grundlag.

De valgansvarlige i de fire delstater siger, at der ikke har kunnet påvises snyd i nævneværdigt omfang, og at resultaterne er blevet certificeret af staternes myndigheder.

Trump-kampagnen og dens tilhængere har flere gange forsøgt at omstøde Bidens sejr i en række delstater med flere søgsmål.

Ingen af forsøgene er lykkedes.

Texas har også bedt USA's højesteret om at udsætte en afstemning blandt de såkaldte valgmænd 14. december. Det er dem, som formelt og reelt udpeger den næste præsident.

Texas har bedt højesteretten om at blokere for de 62 valgmænd, der er valgt i Georgia, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.

Ved præsidentvalg vinder kandidater valgmænd i de enkelte stater. Det kræver mindst 270 valgmænd for at få flertal. Biden har 306 valgmænd mod 232 til Trump.

/ritzau/Reuters