Høje brødpriser sætter gang i hjemmebag

18. sep 2008
De stigende brødpriser har fået danskerne til at kaste sig over hjemmebagningen. Salget af mel og gær er steget kraftigt det seneste år.

Det viser tal fra Danmarks største detailgiganter, Dansk Supermarked og Coop Danmark, og landets eneste gærproducent, De Danske Gærfabrikker A/S i Grenaa.

Ifølge Coop Danmark, der driver blandt andet Super Brugsen, Kvickly, Fakta og Irma, er salget af rug- og sigtemel steget med hele 34 procent i årets første otte måneder sammenlignet med samme periode sidste år, mens salget af hvedemel er steget med seks procent.

"Det er en uhørt stor stigning, og det skyldes, at folk har opdaget, hvad det koster at købe et brød hos bageren. Det er blevet en folkesport at bage sit eget brød i Danmark," siger informationsdirektør Erik Eisenberg til Nyhedsbureauet Newspaq.

Samme melding kommer fra Dansk Supermarked, der ejer blandt andet Føtex, Netto og Bilka.

Her oplyses det, at salget af gær og mel og andre produkter, der bruges til bagning, er steget med fem-ti procent i årets første måneder sammenlignet med sidste år.

Også hos De Danske Gærfabrikker A/S i Grenaa har man mærket danskernes nye interesse for hjemmebagt brød.

Direktør i selskabet Per Rasmussen oplyser til Nyhedsbureauet Newspaq, at salget af gær i de små 50 gram gærpakker på ét år er steget godt fem procent, og at det er første gang i flere år, at salget stiger og ikke falder.

"De foregående år er salget af gær faldet tre-fire procent, og så stiger vi fire-fem procent. Så på den måde svarer det til en stigning på syv-ni procent," siger Per Rasmussen.

Han er ikke i tvivl om, at danskernes interesse for gær skyldes de stigende fødevarepriser.

"Folk mener, at brød er blevet dyrt, og så vil de gerne starte op med hjemmebagningen igen," siger Per Rasmussen til Newspaq.

Priserne på brød er det sidste år steget med 13 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her