HK betaler Ikeas hvervekampagne

15. sep 2009
Ikea er ved at ansætte 300 medarbejdere i Aalborg. HK Handel dækker udgifterne. Smart af HK, men Ikea burde selv betale, mener arbejdsmarkedsforsker.

Møbelgiganten Ikea og de lokale butiksansattes organisation, HK Nordjylland, har indledt en helt ny form for samarbejde om at besætte 300 stillinger til et kommende varehus i Aalborg.

HK Nordjylland, der selv er i færd med at opføre et nyt domicil tæt på det kommende møbelhus, bidrager med penge til rekrutteringskampagnen.

”Vi deler udgifterne til annoncering i Nordjyske Stiftstidende med Ikea, og hos HK betaler vi gerne for at leje af Vejgaardhallen, hvor der skal afholdes tre informationsmøder om det høje antal nyopslåede Ikea-stillinger,” siger formand for HK Handel Nordjylland, Kate Ziegler.

Bør selv betale

Men Ikea, der årligt omsætter for over 20 milliarder euro, burde selv betale, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

”At ansætte så mange medarbejdere er en betydelig etableringsomkostning, som Ikea – og ikke HK’s medlemmer – bør afholde,” siger han.

Det er kutyme og helt naturligt, at virksomheder selv finansierer rekrutteringskampagner, mener Flemming Ibsen. Derfor kalder han samarbejdet højst usædvanligt.

Smart investering

”Men det er smart af HK Handel - og muligvis en god investering. Fagforeningen kæmper nemlig med medlemstilbagegang og har et udbredt ønske om at hverve nye medlemmer. Dette initiativ viser, at man går helt nye veje for at nå det mål,” siger han.

Flere end 800 jobsøgende nordjyder har meldt sig til orienteringsmøderne. Interessen været så overvældende, at møderne er blevet flyttet fra HK’s mødelokaler til Vejgårdhallen i Aalborg.

Sidder ikke med ved bordet

”Ansættelsessamtalerne vil stadig blive holdt hos HK i Hasseris. Vi stiller lokaler til rådighed, men sidder ikke med ved bordet under samtalerne, og stiller ikke krav om medlemsskab,” siger Kate Ziegler, HK.

Derfor finder Flemming Ibsen det heller ikke betænkeligt, at der er i rekrutteringsprocessen er penge mellem Ikea og fagforeningen.

”Det er Ikea, der bestemmer, hvem de ansætter. Kontrakten underskrives af de ansatte og Ikea. Når de er ansat, er der ingen penge mellem parterne. Så er fagforeningen på medlemmernes side – ikke på Ikeas,” siger han.

Gensidig ros

Møbelgiganten og fagforeningen roser gensidigt hinanden og det nye parløb.

”Vi har valgt at samarbejde med HK, både fordi en stor del af vores medarbejdere er medlemmer, men også fordi Ikea har et rigtig godt samarbejde med HK i vores andre varehuse, udtaler Ikeas HR-manager, Charlotte Brovil til hk.dk.

”I HK kender vi Ikea som en god samarbejdspartner om at skabe gode arbejdspladser med udviklingsmuligheder for medarbejderne. Derfor ser vi frem til nu også at kunne udfolde dette samarbejde i Nordjylland til gavn for vores medlemmer," siger Kate Ziegler.