lizzi_hjemmearbejde_630_350
Lizzi Nielsen arbejder fast på nattevagt og nyder, at hun kan sidde hjemme Foto: Lisbeth Holten, HK Privat

Hjemmearbejde: Nu tager det Lizzi 10 sek. at komme på arbejde i stedet for 2,5 timer

28. jan 2021, 17:37
I stedet for flere timer i tog tager det nu kundeservicemedarbejde Lizzi Nielsen 10 sekunder at møde ind på arbejde. Som nattevagt hos bildelingsfirmaet ShareNow er hun vant til et kollegatomt kontor.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

- Hjemmearbejde har aldrig nogensinde været på tale før og har heller ikke været noget, jeg selv har overvejet før corona - heller ikke selv om jeg har mindst 4½ times transport. Men nu efter at have arbejdet hjemme siden slutningen af marts sidste år, kan jeg slet ikke få armene ned over det, siger Lizzi Nielsen til HK Privat, som har undersøgt medlemmernes arbejdsvilkår under corona. (Se faktaboks nederst i artiklen, red.).

LÆS OGSÅ: Medarbejderne trives under nedlukningen, men det gør lederne ikke

Tidligere skulle jeg afsted ved 19-tiden fra Falster for at møde ind kl. 22.45 på ShareNows kontor i København, hvor jeg tager imod opkald fra kunder. Nu tager det i stedet 10 sekunder lige at tænde computeren.

De 3 til 4 aftener om ugen, jeg før har brugt i toget, bruger jeg nu på at spise med min datter, der bor i byen, og på bestyrelsesarbejde i den lokale håndboldklub. Det er rart, at jeg har mere tid til at involvere mig i det lokale, man kan altså holde mange møder på 3 timer. Samtidig slipper jeg jo også for at skulle bytte vagter for at kunne deltage, da møderne jo typisk ligger om aftenen.

Faktisk kan jeg slet ikke se nogen ulemper ved at arbejde hjemme
Lizzi Nielsen, hjemmearbejdende HK'er

Jeg har selvfølgelig husket at ændre mit kørselsfradrag. Den sparede transport betyder, at jeg får mindre udbetalt, men til gengæld skal jeg så heller ikke hive 3.150 kr. op hver måned til et togkort.

Som nattevagt arbejder jeg jo, mens mine kolleger sover, så det der med ikke at have nogen at sparre med eller sludre med på gangen eksisterer alligevel ikke for mig, uanset hvor jeg befinder mig. Normalt når jeg møder ind, går aftenvagten hjem. Og det samme om morgenen, hvor jeg går hjem, og morgenvagten møder ind.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen har åbnet Birgittes øjne for hjemmearbejde: - Mit golf-handicap er blevet bedre

Jeg havde i forvejen indrettet en kontorplads i mit værelse i huset, som jeg så bare har indrettet til arbejdsstation i stedet. Værelset, hvor jeg nu har kontor, er mit fristed, så det er også det eneste sted i huset, hvor jeg må ryge indendørs.

På en nattevagt får vi alt mellem 2 og 30 opkald fra kunder, som har booket en bil, men som oplever udfordringer. Det kan være alt fra, at teknikken driller, til de er løbet før for strøm eller er punkteret.

Mit headset er trådløst, så jeg kan godt bevæge mig rundt i huset og hente en kop kaffe for eksempel, og min mand har heldigvis et godt sovehjerte, så ham forstyrrer jeg heller ikke, selv om han sover lige på den anden side af væggen. Mellem opkaldene ordner jeg parkeringsbøder og e-mails til kundecentret.

LÆS OGSÅ: Er du gået kold i corona-hjemmearbejde? Her er et par gode råd

Faktisk kan jeg slet ikke se nogen ulemper ved at arbejde hjemme.

Det er i hvert fald ikke lykkedes mig at få øje på dem endnu. Jeg har fået lovning på, at så længe, der ikke er noget i mine arbejdsopgaver, der kræver, at jeg er fysisk til stede på kontoret, så kan jeg også få lov at fortsætte med at arbejde hjemme.

Siden nedlukningen i marts har Lizzi haft 143 dage hjemme og 7 dage på kontoret.

Faktaboks: HK Privat har fået analyseinstituttet Epinion til at undersøge medlemmernes arbejdsvilkår under corona. 1.034 har deltaget i undersøgelsen, og cirka hver tredje har svaret på fordele og ulemper ved hjemmearbejde. Tallene giver sammenlagt mere end 100, fordi medlemmerne kunne sætte kryds ved flere end en enkelt svarmulighed.

Kilde: Epinion og HK Privat.