- Alt er ikke kommet med i denne omgang, men alt i alt kan vi godt være tilfredse, siger FH's Ejner K. Holst om ny politisk aftale. Arkivfoto.   Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Hjælp på vej til ledige: "Det er blevet en god aftale"

17. jun, 10:20
Regeringen er sammen med et bredt flertal i folketinget blevet enige om række forslag til forbedringer af reglerne for uddannelse til ledige.

I sidste uge fremlagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sit udspil til en opkvalificeringspakke med gode muligheder for opkvalificering for de ufaglærte og ledige. Med oplægget annoncerede regeringen et nybrud i dansk beskæftigelsespolitik.

Nu skulle det ikke handle om pisk men om gulerod, lød budskabet. I dag kom den endelige aftale, og det lovede nybrud ligger stadig et stykke ude i horisonten, mener fagforeningen FOA.

- Der er stadig alt for mange barrierer for de ledige. Med corona-krise og forventning om 150.000 nye ledige var der ellers en unik mulighed for at skifte kurs og virkelig begynde at investere i mennesker, uddannelse og faglært arbejdskraft, og her synes vi, at man har misset en masse muligheder, siger Helena Mikkelsen, der er forbundssekretær i FOA, i en pressemeddelelse. 

En af de muligheder FOA mener, at regeringen og aftalepartnerne har misset er jobrotation. Her kan arbejdsgivere gennem jobrotationsordningen få tilskud til at ansætte en ledig som vikar, mens en anden medarbejder efteruddanner sig. Personen, der ansættes som vikar, skal have været ledig i mindst seks måneder, og kan højest være ansat som vikar i seks måneder.

- Det er hul i hovedet, at fastholde en tidsbegrænsning på seks måneder og et krav om forudgående ledighed. Mange nye ledige fra coronakrisen har ikke den forudgående ledighed, og derfor bliver de afskåret fra at komme ud på arbejdsmarkedet. Og derfor vil vi ikke opleve en fuld effekt af jobrotationsordningen. Det giver heller ingen mening, mener Helena Mikkelsen.

Ejner K. Holst er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), og han kalder aftalen, der træder i kraft den 1. august, for god. 

- Jeg synes, det er blevet en god aftale, som naturligvis bygger oven på et godt udspil fra regeringen. Alt er ikke kommet med i denne omgang, men alt i alt kan vi godt være tilfredse, siger han. 

Aftalen indeholder blandt andet markante forbedringer af uddannelsesløftet, voksenlærlingeordningen, samt visse forbedringer af jobrotation og den regionale uddannelsespulje.

- Der ligger en række tiltag her, som vi i FH tidligere har peget på, kunne være vejen frem. Blandt andet en forbedring af uddannelsesløftet. Vi ville gerne have set at hele regeringens udspil ift. uddannelsesløftet blev fastholdt, som det var og permanentgjort, men det har partierne altså ikke ønsket. Det vil vi blandt andet arbejde for når vi forhåbentlig snart skal diskutere, hvordan reglerne skal se ud på den lange bane, siger Ejner K. Holst i en pressemeddelelse fra FH.