Frederik Vad Nielsen, forbundsformand for DSU

Debat: Hit med pengene og hold kæft!

28. apr 2019
Bakker man ikke op om konsensus-kursen i kulturpolitikken, skal man ifølge dele af kulturlivet holde sin kæft. For mig at se er det den direkte vej til at undergrave opbakningen til en statsligt finansieret kulturpolitik.

STORE DELE AF KULTURLIVET i Danmark har været kendetegnet ved at ville undgå en reel substansdiskussion af dansk kulturpolitik og ved at fastholde en privilegieblind tilgang til kritiske spørgsmål eller synspunkter. Derfor overrasker museumsdirektør Gitte Ørskous indlæg fra Politiken lørdag d. 13. april mig ikke. Her påstår hun, at jeg og andre har skabt en forestilling om, at ”eliten” og ”folket” udgør de to eneste ståsteder. Hun skynder sig derefter at slå fast, at selvom hun er en stærk kulturpersonlighed, så holder hun også af sangeren George Michael.

Det handler ikke om, at nogen lytter til Bach i stedet for George Michael.
Frederik Vad Nielsen,

Indlægget viser i min optik alt om, hvad der er galt i debatten med og om kulturlivet. For det første bliver substansen i mine og andres kulturpolitiske synspunkter gemt bevidst væk ved blindt at slynge ud, at vi taler ind i et ”elite-og-folk”-perspektiv. For det andet bliver vi gjort dummere end vi er, når modsvaret fra dem, der tror, de tilhører vores elite-kategori, så er, at de holder af George Michael. Vi mangler bare Happy Meal fra McDonalds og Fede Finn & Funny Boyz.

Et fastfrosset kulturliv

Budskabet fra mig er, at vi i rigtig mange år har haft en kulturdebat støbt i beton, hvor institutionerne, strukturerne og prioriteringerne ikke for alvor stod til diskussion. Hvor ethvert forsøg på at bringe nye perspektiver på banen, eller stille spørgsmålstegn ved det bestående, er blevet mødt med hård modstand. Det handler ikke om, at nogen lytter til Bach i stedet for George Michael. Det handler til gengæld om, at kulturlivet har en unik adgang til spalter, mikrofoner, talerstole og journalister. De kan på rekordtid skabe en mediestorm mod et politisk initiativ, som ingen anden befolkningsgruppe er i stand til. At hævde andet er udtryk for simpel privilegieblindhed.

I den nye rapport, bestilt af Realdania, ”Museumslandskabet – kulturpolitikkens udvikling og museernes vilkår”, fra marts 2019 kan man læse, hvordan der stort set ikke vedtages nye love på kulturområdet, og hvordan folketingspolitikere opfatter kulturområdet som ”afpolitiseret”. Det beskrives også, hvordan tidligere kulturministre som Jytte Hilden (S), Brian Mikkelsen (K) og Uffe Elbæk (Å) har måttet droppe at lave noget om efter massiv modstand fra det kulturliv, der besidder Danmarks mest privilegerede medieadgang. Alt er frosset fast i historisk betingede strukturer, fordi det mindste svirp med halen provokerer Gitte Ørskou & Co. Det kender vi ikke fra nogle andre politiske områder.

Kulturen skal styrkes

Jeg ønsker faktisk en fællesskabsfinansieret kulturpolitik. Der er ingen rindalisme at spore hos mig. Og selvom det nok kommer som en overraskelse for Gitte Ørskou, så vil jeg heller ikke lukke Det Kongelige Teater og bygge sportshaller i Vestsjælland for pengene. Jeg mener bare, at vi har brug for en ny kulturpolitisk vision, der kombineres med en uddannelses- og socialpolitisk vision for at sikre sociale og demokratiske fremskridt i Danmark. Her skal vi bygge videre på erfaringerne og værdierne fra den socialdemokratiske kulturpolitik efter 2. Verdenskrig, som bl.a. sikrede at vi fik musik ind i skolerne, at folkeoplysningen nåede ud til de brede lag i befolkningen og at vi slog verdensrekord i byggede idrætshaller pr. indbygger. Det sidste har været med til at skabe tusindvis af lokale rum for kunstudstillinger, teaterforestillinger, forpligtende sportsfællesskaber og andre ting, hvor mennesker på tværs af social status i fællesskab er blevet løftet som mennesker. Det har i høj grad været med til at konsolidere vores stærke tillidssamfund og sammenhængskraft.

... dele af kulturlivet foragter den vildskab i den kulturpolitiske debat, som de sjovt nok efterspørger i kunsten.
Frederik Vad Nielsen,

Står det i et modsætningsforhold til kunst og kultur i verdensklasse? På ingen måde. Opgaven er bare at nå ud til dem, der på alle måder befinder sig længst væk fra kulturinstitutionerne. Ellers er Kulturministeriet jo bare et administrationskontor, som kunne placeres under Finansministeriet.

De sidste par år har der heldigvis været gode eksempler på, at vi bevæger os i den rigtige retning. Folkeskolereformen har åbnet skolen mere op for forenings- og kulturlivet, og vi har set, at flere politikere godt tør åbne debatten om forholdene for de statsanerkendte museer. Men der hersker stadig en stemning i kulturlivet af, at man ikke må stille spørgsmålstegn ved det bestående – selvom der er nok at stille spørgsmålstegn ved.

For eksempel forsøgte jeg engang i Dagbladet Information (21.04.2016) at stille spørgsmålstegn ved, hvad der foregik i Statens Kunstfond, som årligt uddeler 500 millioner kroner. Her fremhævede jeg blandt andet det mærkværdige faktum, at et af legatudvalgene havde valgt at uddele penge på en totalt tilfældig måde for at markere en protest mod den daværende regerings kulturpolitik.
Mit spørgsmål var enkelt: Er det i orden? Et konkret svar fik jeg aldrig. Sådan er det som oftest.

Det virker på mig som om, at dele af kulturlivet foragter den vildskab i den kulturpolitiske debat, som de sjovt nok efterspørger i kunsten. Bakker man ikke op om konsensus-kursen, skal man holde sin kæft. For mig at se er det den direkte vej til at undergrave opbakningen til en statsligt finansieret kulturpolitik.