Den historiske restaurant Støvlet Katrines Hus brød søndag eftermiddag i brand. Men takket været 35 brandfolks indsats er bygningen nu reddet, skriver TV2 ØST.

- Det er faktisk lykkedes os at redde både bygningen og stråtaget. Den er selvfølgelig røg- og vandskadet og delvist vandskadet indeni, men der er gjort et rigtigt godt stykke arbejde, siger indsatsleder Søren Hückelkamp fra Vestsjællands Brandvæsen til TV2 ØST.

Fire køretøjer fra Station Sorø, som ligger blot 500 meter fra restauranten, blev hurtigt kaldt til branden, hvorefter der kom hjælp fra stationen i Ruds Vedby. I alt har omkring 35 mand været i

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Den historiske restaurant har stråtag, og derfor forventede indsatslederen ikke, at bygningen stod til at redde.

- Da jeg hører scenariet over alarmen, tænker jeg, at vi skal fokusere på at redde personer og værdier, fordi der er stor risiko for, at bygningen brænder helt ned på grund af stråtaget, siger indsatsleder Søren Hückelkamp til TV2 ØST.

Da indsatslederen ankommer og man har sikret, at ingen mennesker er i fare, beslutter han dog at forsøge at stoppe branden i stedet for kun at redde værdierne i bygningen.

- Det var en god vurdering, viste det sig. Det er selvfølgelig altid trist, at bygningen nu er fyldt med vand, men jeg er glad for, at vi reddede den historiske bygning, siger han til TV2 ØST.

At den stråtækte ejendom kunne reddes, skyldes at Vestsjællands Brandvæsen brugte en særlig teknik.

- Vi bruger noget, vi kalder tågesøm. Det er nogle lange, spidse metalrør med dyser i spidsen. Vi skynder os at kravle op på taget og stikke tågesømmene ned i stråtaget. Så sprøjter de en fin tåge ind i stråtaget og under det, forklarer Søren Hückelkamp.

Tågen gør det svært for ilden at få fat i stråtaget, og derfor var det muligt at stoppe branden, inden den for alvor fik fat i taget.

- Som det ser ud nu er bygningen reddet. Den står intakt, lyder det fra indsatslederen.

Støvlet Katrines hus er opkaldt efter Anne Katrine Benthagen. Hun var elsker til den sindssyge Kong Christian 7., men blev senere landsforvist. I 1771 fik hun lov at vende tilbage til Danmark, hvor hun efter et ophold i Lyngby bosatte sit i huset i Sorø, der i dag huser den anerkendte restaurant.