Historisk jordskælv i Christchurch

22. feb 2011
Det værste jordskælv i 80 år har kostet mange mennesker livet i New Zealand. Skælvet målte 6.3 på richterskalaen og kommer kun seks måneder efter, at et endnu kraftigere skælv på 7.0 ramte samme område. ritzauAP

Mange døde ved jordskælv i New Zealand Det værste jordskælv i New Zealand i 80 år koster mindst 65 mennesker livet, men mange flere frygtes omkommet. Et kraftigt jordskælv i byen Christchurch i New Zealand har kostet mindst 65 personer livet. Men redningsmandskab sagde tirsdag formiddag dansk tid, at antallet af døde sandsynligvis er langt højere. Redningsmandskab turde ikke sætte tal på antallet af kvæstede, men der tales om op mod 200. Skælvet målte 6.3 på richterskalaen og kom kun seks måneder efter, at et endnu kraftigere skælv på 7.0 ramte samme område. Der er fastboende danskere i Christchurch, men tirsdag formiddag var der ingen oplysninger om tilskadekomne. De materielle ødelæggelser er enorme. Højhuse styrtede i grus. Byens varetegn, en gammel kirke, ligger i ruiner, og både vand- og elforsyninger blev afbrudt i store dele af byen og omkringliggende områder. - Dette kan meget vel være den sorteste dag i New Zealands historie, sagde premierminister, John Key, til avisen The Press. Veje er ødelagt, og redningsfolk arbejdede intenst på at finde og redde mennesker ud af de mange sammenfaldne bygninger. Borgmesteren i byen, Bob Parker, har indført undtagelsestilstand på grund af de "enorme" ødelæggelser". Mindst 25 større bygninger er styrtet sammen, men også mange beboelsesejendomme er ødelagte. Alle hospitaler i Christchurch blev sat i alarmberedskab for at modtage kvæstede, og læger blev sendt til de værst ramte områder i byen for at yde akut hjælp. - Dette er meget, meget alvorligt. Mange er fanget i ødelagte bygninger, sagde John Hamilton, New Zealands minister for det civile beredskab, til The Press. Han anslog, at flere end 200 personer kan være indespærret i ruiner. Borgmester Bob Parker sagde til The Press, at antallet af døde meget vel kan være to eller tre gange flere end de foreløbige tal. Tirsdag formiddag var der ingen danskere blandt de omkomne, men Udenrigsministeriet i København oplyste, at flere danskere ikke kunne komme i kontakt med pårørende, der opholder sig i området. - Indtil videre drejer det sig om en lille håndfuld danske statsborgere, som familiemedlemmer ikke har kunnet få kontakt til, oplyste den vagthavende hos Udenrigsministeriets Borgerservice. Samtidig har enkelte danskere også ringet og fortalt, at deres pårørende i Christchurch har det godt. Der er både rejsende og fastboende danskere i området, oplyste den danske ambassade i Australien, men ingen ved nøjagtigt, hvor mange danskere det drejer sig om. Christchurch er New Zealands næststørste by med cirka 340.000 indbyggere. Skælvet slog til ved middagstid lokal tid, og mange sad og spiste frokost. New Zealand rammes af cirka 14.000 jordskælv om året. Men langt de fleste er mindre rystelser. Kun cirka 20 har en styrke på over 5.0 på richterskalaen. Christchurch blev senest ramt af et kraftigt jordskælv i september i fjor, men her var skader betydeligt mindre omfattende. /ritzau/