HEY! Kører du råddent, sladrer vi til chefen

4. jun 2010
Hallo, du har en mand her, der kører sindssygt. Flere ringer og sladrer til bossen. Fint, siger Rådet for Sikker Trafik.

Fartglade Sælger-Helge med en flagrende fuck-finger undervejs i en sortlakeret Seat med tonede ruder og vareprøver på bagsædet er blevet jaget vildt på det danske vejnet.

For stadig oftere spotter danske trafikanter firmalogoer og telefonnumre på sælgerens biler, griber mobilen for at give en verbal overhaling til direktøren eller personalechefen.

De brokker sig, hvis de synes, at medarbejderen ikke opfører sig ordentligt i trafikken.

Mindre tolerance

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Sælgerne oplever, at medtrafikanter langt oftere klager ved at ringe til de personaleansvarlige," siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand i Business Danmark, en fagforening for sælgere.

"Det er ikke er udtryk for, at sælgerne kører mere uansvarligt. Tværtimod. Det er udtryk for, at danskernes tolerance er blevet mindre over for selv de mindste forseelser i trafikken," siger han.

Chikane og hasarderede overhalinger

TDC, der har 2.500-3.000 biler på vejene, kender udmærket til telefonopkaldene.

"Vi oplever fra tid til anden henvendelser fra medtrafikanter og kunder, der klager over alt fra dårlige parkeringer, hasarderede overhalinger og til decideret chikane i trafikken," fortæller Rene Skjøde Andersen, der er underdirektør i TDC, hvor han også er formand for koncernens biludvalg.

"Så tager vi en snak med den medarbejder, der er klaget over, som får lejlighed til at give sin version af sagen. Hvis vi finder ud af, at klageren har ret, får vedkommende en undskyldning, og medarbejderen en påtale," fortæller han.

"Klag til chefen"

"Klag til chefen, hvis jeg ikke kører ordentligt." Sådan står der med store bogstaver på alle biler fra den århusianske trykkerivirksomhed Lasertryk.

"Mange følger opfordringen, som har præventiv effekt ved, at medarbejderne ved, at dårlig kørsel bliver indberettet. Forleden havde en medarbejder parkeret helt åndsvagt foran nogle stilladser. Der blev omgående taget affære,” siger Lasetryks direktør Anders Grønborg, der modtog den telefoniske klage.

"Men nogle henvender sig også for at få kontaktoplysninger på vores kønne kvindelige ansatte. Det får de ikke," oplyser han.

Kollegaer udøver selvjustits

I tøjkoncernen Bestseller med 250 biler på vejene, er det primært kollegaer, der indberetter dårlig kørsel.

"Hvis en kollega bringer firmaet i miskredit ved at køre hasarderet i vore biler, udøver andre kollegaer selvjustits ved at indberette det, hvorefter vores bilchef, tager en snak med den pågældende, der så kommer med sin forklaring."

De er fint, at folk ringer og indberetter rådden kørsel, mener Rådet for Sikker Trafik.

"Alt, hvad der kan forbedre trafiksikkerheden, bifalder vi," siger rådets direktør, Anders Rosbo.

Flere konflikter

FDM, bilisternes interesseorganisation begrunder sladre-tendensen med, at vejene er blevet overtrafikerede.

"Der opstår flere konflikter, og vi kommer hinanden mere ved i trafikken - på godt og ondt - og telefonen er altid i nærheden. Det var den ikke for 10 år siden," siger Torben Kudsk, chefkonsulent i FDM.