Hestepige spist af med 2.500 kr. i månedsløn

1. jul 2013
22årige Pernille Frederiksen fik ned til 2.500 kroner i løn om måneden som dyrepasserelev hos anerkendt stutteri.

Ned til 2.500 kroner i løn om måneden før skat.

Det var virkeligheden for 22-årige Pernille Frederiksen, da hun var dyrepasserelev hos stutteriet Katrinelund på Mors, skriver Fagbladet 3F.

”Jeg var ikke tilfreds med lønnen, men jeg ville gerne gøre min uddannelse færdig. Hvis vi klagede over lønnen, ville vi blive fyret,” siger hun.

3F i Odense har gjort en sag ud af det overfor Katrinelund, fordi Pernille Frederiksen ikke fik den korrekte elevløn på mellem 13.000 og 16.000 kroner om måneden.

Forleden efterbetalte stutteriet 70.000 kroner til Pernille Frederiksen efter et forlig med 3F.

”Det er rystende, at en arbejdsgiver kan få sig selv til at betale blot 2.500 kroner i månedsløn for så mange timers arbejde. Vi vil på ingen måde acceptere, at et medlem hos os bliver snydt på groveste vis,” siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS (Grønt område, Offentlige og Privat Service).

Kilde: Fagbladet 3F