Her strejker kødarbejdere mod lønslagtning

26. jun 2013
Næsten 100 medarbejdere hos Tulip i Aalborg har nedlagt arbejdet.

Op mod 100 ansatte hos Tulip i Aalborg strejker, fordi de ikke vil acceptere et nyt løntilbud fra virksomheden, skriver Nordjyske.dk.

De første medarbejdere nedlagde arbejdet tirsdag aften, og onsdag morgen har dagholdet fulgt trop.

Ifølge Fødevareforbundet NNF kan de ansatte i fabrikkens farsafdeling se frem til en lønnedgang på cirka 2.000 kroner om måneden.

”Det er selvfølgelig noget der påvirker vores ansatte, og derfor har vi fremlagt en fastlønsaftale, som dog stadig vil beyde en lidt lavere løn for de ramte medarbejdere,” siger Tulips kommunikationschef, Rune Jungberg Pedersen.

Virksomheden har fået nye maskiner i produktionen, og derfor er der blevet lavet nye akkorder i produktionen.

De ansattes tillidsmand, Kim Hare, ønsker ifølge Nordjyske.dk ikke at udtale sig om sagen, da det drejer sig om en igangværende lønkonflikt, men han opfordrer de små 100 kollegaer til at genoptage arbejdet.

Kilde: Nordjyske.dk