Her er de riges bank

21. aug 2010
Kun de 1000 mest velhavende i Danmark må få passet sine penge hos EFG Bank.

Hvis du vil rådgives af EFG Bank, skal du have penge. Mange penge.

Det er således kun danskere med plus 10 millioner på bankbogen, der er interessante for Danmarks nye rigsmandsbank.

Den schweiziske bank EFG Bank åbnede i marts en afdeling i København for at nusse og pleje om de allerrigeste danskeres penge.

“Vi fik muligheden for at komme til Danmark, og man må sige, at det går godt. Der er velstand nok,” siger Lars-Christian Brask, direktør i Danmark med otte ansatte.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

EFG Bank begyndte i Schweiz og har siden udvidet forretningen rundt omkring i verden til glæde for andre stenrige mennesker.

I øjenhøjde med de velhavende

For EFG Bank er det interessant at være i Danmark, da landet befinder sig i en vis økonomisk klasse. Grundet landets størrelse er der ikke mange penge i omløb, men fordelt på mennesker, er der masser af velstand. Og med 30-35.000 danskere med en konto på plus 10 millioner, ja, så var det kun et spørgsmål om tid, inden forretningen skulle udvides til Danmark.

Det er dog ikke nok at være god for 10 millioner kroner, der er bundet op i ejendomme eller investeringer. Der skal være 10 millioner kroner at arbejde med for banken, og det snævrer feltet ind til omkring 1000 potentielle kunder.

“Der er stor mistro til de traditionelle banker i Danmark og på et eller andet tidspunkt må du vælge en bank, der skal passe på formuen, og dér er vi simpelthen bedst kvalificeret,” påstår Lars-Christian Brask.

Han betegner sine otte ansatte som lidenskabelige og grundige med mange års erfaring. Det handler efter hans mening om at være i “øjenhøjde med de velhavende.”

Fire vigtige områder

EFG Bank kan tilbyde ekspertviden inden for fire områder: kontanter, obligationer, aktier og alternative investeringer som ejendomme og råvarer.

Da EFG Bank er et børsnoteret selskab, kan Lars-Christian Brask ikke fortælle, hvor mange af de 1000 mest velhavende mennesker i Danmark, de har fået i folden.