Henning fik halv løn: Snigløbet af jobcenter

22. aug 2013, 11:35
Jobcenter og arbejdsgiver aftalte, at Henning Andersen skulle have halv løn. Selv blev han ikke spurgt.

48-årige Henning Andersen er fleksjobber på nedsat tid efter en slem arbejdsulykke. På sit job i JDC Udlejning arbejdede han 16 timer om ugen, men fik kun løn for det halve.

Det havde jobcenteret og hans arbejdsgiver nemlig aftalt, skriver Fagbladet 3F.

”Jeg følte, jeg blev brændt af, og tabte lysten til arbejdet,” siger Henning Andersen, der ikke selv var med til at aftale, hvad han skulle have i løn for sit arbejde.

Det er regeringens nye regler for fleksjobber, der gør, at kommunen og arbejdsgiveren kan aftale lønnen, uden at fleksjobberen selv er med til at bestemme.

Den ansvarlige chef i Favrskov Kommune, Lone Lollesgaard, beklager, at kommunen har lavet en aftale hen over hovedet på Henning Andersen.

Men hun vil ifølge Fagbladet 3F ikke forklare, hvorfor jobcentret aftalte med chefen, at Henning Andersen skulle arbejde til halv løn.

"Jeg har ikke lyst til at kommentere en konkret personsag,” siger hun.

Kilde: Fagbladet 3F