Helt skævt: Hård opbremsning i kvinders løn

18. sep 2013, 13:02
Ny rapport markerer afslutning på en guldalder for fald i uligeløn mellem mænd og kvinder. Ifølge arbejdsmarkedsforsker har regeringen blot et enkelt skud i bøssen, hvis den vil rette op på ligestillingen. Nemlig bedre lønstatistik for mænd og kvinder.

Tykkelsen på din tegnebog afhænger fortsat af om du er mand eller kvinde. Mænd kan nemlig fornøje sig med over 17 procent mere i lønposen end kvinder.

Det fastslår en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), og dermed er guldalderen før finanskrisen, for udviklingen mod ligeløn mellem kønnene, indtil videre slut.

“Vi glade for, at Danmark i årene 2007 til 2009, hvor økonomien bulrede afsted, fik omsat velstand til mere retfærdig fordeling af løn. Men vi er kede af, at udvikling er gået i stå,” siger Lizette Risgaard, næstformand i LO.

Ifølge rapporten fra SFI faldt lønforskellen mellem mænd og kvinder fra 19,53 procent i 2007 til 17,08 procent i 2009, med siden da er udviklingen gået i stå. Og det bekymrer næstformanden i LO.

“LO’s fokus på ligeløn, ikke mindst ved forhandlingsbordet i årene før finanskrisen, betød, at vi skar en ordentlig luns af løngabet. Men at udviklingen nu er gået i stå rejser en bekymring for, at vi ligefrem kommer til at sætte noget over styr fra nu af,” siger Lizette Risgaard.

Næstformanden i LO henviser til, at kvinders ledighed har været stigende siden 2009, og at den offentlige sektor, hvor mange kvinder arbejder, i øjeblikket er underlagt en stram økonomi.

LO til regeringen: Bedre lønstatistikker, tak!

Siden 2008 har virksomheder med over 35 ansatte skulle redegøre for ligeløn mellem mænd og kvinder via de såkaldte kønsopdelte lønstatistikker.

Men som Avisen.dk skrev i august i år, så skaber disse lønstatistikker langt fra altid det ønskede overblik.

Derfor opfordrer LO nu regeringen til at indfri sit eget regeringsgrundlag, og forbedre de kønsopdelte lønstatistikker.

”Vi ved fra vores tillidsfolk, at gode lønstatistikker er guld værd i det faglige arbejde på arbejdspladserne, men generelt skal lønstatistikkerne forbedres og omfatte også mindre virksomheder”, siger Lizette Risgaard.

Professor til regeringen: Sidste chance!

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Anette Borchorst er kønsopdelte lønstatistikker regerings sidste kort på hånden, hvis den ønsker at tage politisk handling på spørgsmålet om ligestilling i Danmark.

"Lønstatistikker fordelt på mænd og kvinder er et uhyre vigtigt instrument for ligeløn. Hvis regeringen har nogen som helst vilje tilbage på området ligestilling, så vil den lovgive om bedre statistikker," siger Anette Borchorst, professor på Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet.