Helles skraldesamlerforslag møder skepsis

1. maj 2011
Socialdemokraternes forslag om hurtigere tvangarbejde til kontanthjælpsmodtagere møder skepsis fra Enhedslisten, FOA og menige medlemmer af SF i Fælledparken.

Morgenens politiske begivenhed var ikke indholdet på morgenmøderne på den historiske mindedag for arbejderbevægsen.

S og SF har nemlig brugt dagen til at lancere nye udspil på beskæftigelsesområdet.

Helle Thorning Schmidt (S) foreslår, at alle arbejdsduelige kontanthjælpsmodtagere sættes til at arbejde straks efter en måneds arbejdsløshed.

Selv foreslår hun, at indsamling af skrald kunne være et af jobbene. Særligt denne del af formuleringen møder modstand fra flere meninge SF-medlemmer, som Avisen.dk har talt med i dag i Fælledparken.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Forslaget møder også skepsis fra FOA's Dennis Kristensen.

"Det er en fornuftig grundtanke, men jeg vil være på vagt overfor, om den hårde jagt på kontanthjælpsmodtagerne blot vil fortsætte på denne måde," siger han til Avisen.dk.

Dennis Kristensen forklarer, at det også er vigtigt at sikre, at kontanthjælpsmodtagerne ikke kommer til at tage rigtige job fra den store flok af arbejdsløse.

Fra Fælledparkens talerstol lød kun varme ord fra Helle Thornings allierede Villy Søvndal (SF).

Efter hans tale, som blev modtaget med stort bifald mødte Avisen.dk ham på trappetrinnet ved den store scene.

Hvad siger du til, at Socialdemokraterne bruger 1. maj til at stramme grebet overfor kontanthjælpsmodtagerne?

"Det er kun positivt at give kontanthjælpsmodtagere noget at lave, mens de går ledige."

Partiformanden forklarede, hvordan S og SF vil supplere strategien med ekstra faglig uddannelse til arbejdsløse.

Og det er umiddelbart også kun den del af S og SF's plan, som formand for Enhedslisten Johanne Schmidt Nielsen kan støtte op om.

"Vi bliver nødt til at se nærmere på detaljerne omkring kontanthjælpsforslaget. Det er specielt vigtigt for Enhedslisten, at ledige aldrig kommer til at tage arbejde fra andre, når de sendes i aktivering," siger hun til Avisen.dk

Følg løbende dagens begivenheder og reaktioner på Avisen.dk.