Heldig? Så mange har aldrig været arbejdsløse

26. dec 2013, 04:00
Fire ud af ti har ikke oplevet at være arbejdsløse i hele deres arbejdsliv. Det viser en rundspørge for Avisen.dk. Arbejdsløshed rammer skævt, siger eksperter

Stigende arbejdsløshed gør mange nervøse. Men en stor del kommer måske aldrig til at opleve den. Arbejdsløshed har det med at klæbe til de samme.

Næsten fire ud af ti har aldrig prøvet at være arbejdsløse i hele deres tid på arbejdsmarkedet. Det viser en rundspørge fra Wilke lavet for Avisen.dk blandt 500 danskere mellem 18 og 65 år.

Af dem, der har været ramt af arbejdsløshed, har hver femte været arbejdsløs flere gange, og hver fjerde har været arbejdsløs over et år i træk.

Fordelingen overrasker ikke forskerne. Arbejdsløshed rammer nemlig meget skævt i befolkningen.

”Vi snakker om arbejdsløshed, som om det er en gennemsnitsstørrelse, der rammer alle jævnt. Men sådan er det langt fra,” siger Per H. Jensen, professor ved Aalborg Universitet. Han har forsket i arbejdsmarked og sociologi.

Arbejdsløshed kan være en del af jobbet

Per H. Jensen sammenligner med diskussionen om, hvor længe man skal blive på arbejdsmarkedet. Man diskuterer problemet som om det er ens for alle. Men dem, der trækker sig tidligt tilbage, er de fysisk mest udsatte som slagteriarbejdere. Ikke de højtuddannede.

Lisbeth Pedersen, forskningsleder på SFI, har forsket i arbejdsløshed. Resultatet i rundspørgen om at fire ud af ti er sluppet helt uden om ledighed stemmer med hendes erfaring.

Det er særlige befolkningsgrupper, der er mere udsatte end andre.

Dyrt at mangle netværk

Det gælder for eksempel i nogle brancher, hvor det bare er en del af jobbet at være arbejdsløs i perioder. For eksempel i byggebranchen eller blandt skuespillere.

”Man er på et projekt, og når det er slut, må man videre,” siger Lisbeth Pedersen.

Mangel på uddannelses tiltrækker også arbejdsløshed gang på gang. Det samme gør det at have en anden etnisk baggrund.

”Det kan både skyldes diskrimination eller mangel på netværk, der er meget vigtigt for at få arbejde. Ofte kombineret med mangel på uddannelse,” siger Lisbeth Pedersen.

faktaboks

Har du prøvet at være arbejdsløs?

Nej, aldrig 37%

Ja, en gang 40%

Ja, flere gange 23%

Hvad er den længste periode i træk, du har prøvet at være arbejdsløs

Under en måned 10%

Under et halvt år 42%

Under et år 19%

Mere end et år 27%

Ved ikke / husker ikke 3%

Kilde: Wilke for Avisen.dk. Rundspørge udført blandt 500 danskere mellem 18 og 65 år.