Tæt på verden: Heksejagt og drab sker hele tiden

3. maj 2013, 13:00
Hundreder af påståede hekse dræbes i Papua New Guinea, og det breder sig til byerne. Loven giver rabat for den slags. Politiet gør intet.

Papua New Guineas regering har lovet at afskaffe lovgivning, der giver rabat for vold mod hekse. Det sker efter tre kvinder er blevet reddet fra anklager om trolddom og dermed risikoen for at bliver henrettede af pøbler, fortæller Amnesty International.

Alvoren i anklager om hekseri understreges af, at en kvinde først i april blev halshugget foran sin landsby efter dage underkastet tortur. Hendes navn var Helen Rumbali, og hun var tidligere skolelærer og forkæmper for menneskerettigheder.

Det er den afdødes søster og børn, der nu er reddet efter lange forhandlinger med landsbyen, rapporterer vice.com. De anklagede, en kvinde og hendes døtre, har været fanget i en lille by, og ihvertfald moderen er blevet mishandlet.

Unreported World udgav i 2012 en dokumentarfilm på Channel 4, hvor lokale fortæller om deres heksejagter og hvordan og hvorfor, de dræber folk og brænder deres familiers hjem ned. Politifolk siger i dokumentaren, at der er 10-20 heksedrab om måneden.

Efter lang tids pres fra internationale kræfter lovede premierminister Peter O’Neill den 11. april i år efter halshugningen, at han ville afskaffe love, skriver BBC. “Vi er begyndt at arbejde på sagen,” udtalte han til australsk tv, men kunne ikke love andet.

Troldom

Brug af sort magi er forbudt i Papua New Guinea, men landet indførte i 1971 en såkaldt troldomslov, der giver rabat for straf, hvis overfald og drab sker mod personer, der er anklaget for hekseri. Den lov ønsker FN og en række organisationer som Amnesty International sløjfet, fordi den legitimerer fænomenet hekseri og vold mod anklagede.

Anklagede gennemgår grufuld tortur blandt andet med glødende jernstænger. Seks kvinder blev udsat for dette som et Påske-offer, hedder det. Vice.com citerer Kate Schuetze, researcher i Amnesty International for, at det har stået på længe, men at de flygter fra anklager og ikke anmelder det til politiet.

Der er i henhold til nogle rapporter; også set på video, en stigende trend med hundredevis af kvinder, der bliver anklaget for at være hekse og udøve troldom. Også danske medier opsnappede i februar beretningen om en ung kvinde, der blev brændt levende som heks.

Myndigheder

Det er ikke fordi mishandling af mennesker anklaget for hekseri er lovligt i Papua New Guinea, men politiet der synes at være tilstede ved ugerningerne, siger, at de ikke kan gøre noget imod rasende pøbler, der myrder folk.

Årsagen til anklager om hekseri er ofte uforklarlige lokale hændelser som sygdom og død. Marginaliserede personer i lokalsamfundet; oftest kvinder, anklages for hekseri som en rimelig forklaring. Disse mennesker er derefter prisgivet og må flygte eller eventuelt miste livet.

Årsagen til at antallet af sager om beskyldninger for hekseri stiger er i henhold til Amnestys Kate Schuetze, at befolkningen i Papua New Guinea er blevet mere mobil og derfor spredes overtroen med i befolkningen. Hun citerer en lokal præst i bjergene for at mene, at omkring 150 hekse dræbes om året hans lokalområde.

Domstol og politik

Helt uden kontrol er situationen ikke. The Sidney Morning Herald rapporterede sidst i april, at en heksedræber havde fået en dom på 30 års fængsel i Papua New Guinea. Den dømte 21-årige mand dræbte sin tante med en økse efter at have beskyldt hende for hekseri.

Dommen faldt få dage efter FN klagede over halshugningen af Helen Rumbali. Sagen formodes at være den første nogensinde, der er dømt ved en national domstol. Normalt løses de lokalt efter traditionelle metoder.

Premierministeren introducerede den 1. maj ideen om at indføre dødsstraf i Papua New Guinea ved skydning. Det ville være effektivt og billigt, sagde han. Tidligere, da landet var en australsk koloni, brugte man hængning.

O’Neill mener tilsyneladende, at truslen om skydning kan dæmme op for bølgen af ekstreme voldssager i landet, skriver Washington Post.

Sidste sommer arresterede myndighederne i Papua New Guinea 29 og anklagede dem for at være medlemmer af en kannibal-kult, der havde myrdet og ædt 7 mennesker, der var mistænkt for at være hekse.

Uudforsket land

Papua New Guinea (PNG) er et fattigt land med 7 millioner indbyggere, hvoraf mange er stammefolk, der lever efter gamle traditioner. Landet deler øen New Guinea med Indonesien. Der menes at være 830 forskellige aktive sprog talt i landet.

Selv om både folkeslag og natur er et af verdens mindst udforskede, er mineselskaber meget aktive for at få andel af landets naturressourcer. Papua New Guinea har derfor en af verdens hurtigst voksende økonomier, selv om under en femtedel af befolkningen bor i byer.

En tredjedel af borgerne lever for under 7 kroer om dagen eller henter deres føde via simpelt landbrug på små lodder. PNG blev selvstændigt fra Australien i 1975 og har den britiske dronning Elizabeth II som statsoverhoved. Mere om landet findes i Wikipedia.

Dokumentar-program om “Jungleknive og sort magi” fra Unreported World.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.