Heidi er pædagog og nødt til at gå med aviser

28. feb 2014, 09:55
40årige Heidi Hassinggaard er uddannet til at passe børn, men går også med aviser for at økonomien hænger sammen.

Heidi Hassinggaard arbejder 32 timer om ugen i en børnehave. Den 40-årige pædagogiske assistent vil gerne have flere timer, men det er der ikke mulighed for.

Derfor kører hun med aviser to gange om ugen for at få det til at hænge sammen.

"Jeg kan ikke få flere timer (i børnehaven, red), så det er lidt ekstra penge," forklarer Heidi Hassinggaard.

Bekymret for fremtiden

Hun tilhører en de offentlige faggrupper, der har set markante nedskæringer i de senere år.

I den forstand er det naturligt, at hun nogle gange spørger sig selv: Hvad sker der med mig, hvis de en dag skal skære igen?

”Det er ikke så sjovt. Vi har snakket om, at vi ikke kan blive boende, hvis en af os mister vores arbejde. Børnene er glade for haven, og vi har to hunde, så det ville være forfærdeligt at miste huset,” siger Heidi Hassinggaard.

Glad for sit job

Hun sætter ord på en bekymring, som hun ikke er ene om. Hver tredje af FOA's medlemmer er bekymret for at miste jobbet i det kommende år.

Læs mere om det her.

Heidi Hassinggaard er glad for sit job i Herlev Kommune. Det ville være svært at få et lige så godt, tror hun. Måske måtte hun skifte branche, og det er bestemt ikke rart at tænke på, lyder det.

”Jeg ville blive utrolig ked af det, hvis jeg en dag mistede mit arbejde. Og der er ikke mange stillingsopslag som pædagogisk assistent, fordi de er dyrere end pædagogmedhjælpere,” siger Heidi Hassinggaard.