Hedebølgen er slut lørdag

29. jul 2008
Det varme vejr holder ikke ved længe endnu. Så nyd det, mens du kan.

Nyd sommervejret. For det holder ikke ved.

Ifølge Danmarks Meterologiske Institut, DMI, slutter det varme sommervejr således fredag aften eller senest lørdag. Til gengæld ser de kommende dage - særligt fredag - dejlige ud, hvis da altså man er til sol og temperaturer på den gode side af 25 grader.

Ifølge DMI har store dele af landet de seneste tre dage været ramt af regulær hedebølge, hvilket vil sige, at temperaturen alle dage er nået op over 28 grader. Varmest har det været i Midt- og Vestjylland og Syd- og Sønderjylland.

Og den slags vejr kan vi godt vænne os til.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- I fremtiden vil der højst sandsynligt forekomme flere hede- og varmebølger. Forklaringen er, at den globale temperatur stiger, og det fører til ændringer i hyppigheden, intensiteten og varigheden af vejrekstremer som varme- og hedebølger, siger Martin Stendel fra DMI.

Men lørdag er det altså slut i denne omgang. Fredag aften rykker en koldfront således ind over landet sydvestfra. Med koldfronten følger mere normalt sommervejr med regn og stedvis sol.

I weekenden falder temperaturen til 20-25 grader og derefter en regulær kuldebølge med temperaturer på højst 20 grader de følgende dage.

faktaboks