For mere end seks år siden blev en ung mand ramt af skud i hovedet i Lundtoftegade i København. Nu får han erstatning efter en dom afsagt af Højesteret. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Hashsælger skudt i hovedet: Nu får han millionerstatning

11. dec 2019, 13:41
Nævn har tabt sag i Højesteret om flere millioner til mand, der blev skudt i Lundtoftegade i København.

Et opgør gennem flere år er endt med, at en ung mand skal have fuld erstatning for de alvorlige skader, han fik, da han på gaden i København blev ramt af et skud i hovedet.

Højesteret har underkendt Erstatningsnævnet, som ikke var villig til at give fuld erstatning.

Manden var i april 2013 ude for at sælge hash i Lundtoftegade på Nørrebro. Han var iført en sikkerhedsvest og havde også en walkie-talkie på sig. Hashhandlen var styret af banden MOB Lunden.

Pludselig blev han ramt af et skud i hovedet. Politiet rejste senere sigtelse mod nogle mistænkte, men der blev aldrig rejst en straffesag. Gerningsmanden eller -mændene er altså ukendte.

Ifølge reglerne kan Erstatningsnævnet nægte eller nedsætte erstatning til skadede personer, der selv har truffet en beslutning om at udsætte sig for fare - for eksempel ved at deltage i banderelateret kriminalitet i en bandekrig.

Først mente Københavns Byret, at erstatningen skulle reduceres med en tredjedel. Derefter sagde Østre Landsret, at manden kun skulle have det halve - men disse afgørelser holder ikke, har det nu vist sig i Højesteret.

Her lægger dommerne vægt på udsagnet fra chefen for Københavns Politis bandeenhed. Den sårede var formentlig et tilfældigt offer, han var ikke registreret som bandemedlem og var nok kun i kanten af MOB Lunden. Derfor er der ikke grundlag for sige helt eller delvist nej til erstatningskravet, lyder beskeden til nævnet.

Skaderne er betydelige. Det gælder både de kognitive evner og fysikken. Han har i lang tid forsøgt at genoptræne sin tale. Desuden skal han have hjælp til at forstå breve og lave aftaler, fremgår det.

En læge har vurderet, at der er sket en varig og væsentlig begrænsning i evnen til at påtage sig et almindeligt arbejde. Sagens værdi er opgjort skønsmæssigt til fire millioner kroner, står der i landsrettens afgørelse.

I øvrigt har selve retsprocessen om erstatning eller ej kostet en del tid og penge. Erstatningsnævnet dømmes i Højesteret til at betale mandens advokatudgifter på 375.000 kroner.

/ritzau/