(Arkivfoto) Foto: Lars Møller/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Prins lægger sag an mod fotograf

24. jul 2020, 06:15
Det er ikke første gang, at prins Harry og hertuginde Meghan siger fra over for en indtrængende presse.

Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, lægger sag an mod en paparazzifotograf. Det skriver Los Angeles Times.

Klagen blev indgivet torsdag lokal tid til byretten i Los Angeles.

I klagen hævder parret, at den unavngivne fotograf skulle have taget billeder af parrets søn, Archie, i deres baghave i storbyen Los Angeles i Californien.

Det er ulovligt for paparazzifotografer at filme og fotografere personer i deres hjem ved brug af eksempelvis droner eller telelinser.

Fordi Harry og Meghan ikke ved, hvem der har taget billederne, har de lagt sag an på en særlig måde, hvor de kan retsforfølge enhver, der bruger billederne, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Ethvert individ og familiemedlem i Californien skal kunne være garanteret privatliv i deres hjem. Ingen droner, helikoptere eller telelinser skal kunne fjerne den ret, udtaler parrets advokat Michael J. Kump ifølge LA Times.

- Hertugen og hertuginden indgiver denne sag for at beskytte deres lille søns ret til privatliv i deres hjem uden indtrængen af fotografer og for at afsløre og stoppe dem, der tjener profit på disse ulovlige handlinger, siger advokaten.

Det er ikke første gang, at prins Harry og hertuginde Meghan siger fra over for en indtrængende presse.

Da parret i januar meddelte, at de ville træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus, var en af årsagerne, at parret ønskede at slippe for den voldsomme bevågenhed fra den britiske presse.

I april skrev prins Harry og hertuginde Meghan et brev til den britiske presse, hvor de erklærede, at de var færdige med at udtale sig til britiske aviser og fremover ville have "nul engagement" med dem.

Efter at parret har besluttet at træde tilbage fra det royale liv, er det blevet besluttet, at de sammen med deres 14 måneder gamle søn, Archie, skal frasige sig de royale titler, "Hans og Hendes Kongelige Højhed".

De vil dog beholde titlerne hertug og hertuginde af Sussex, og prins Harry forbliver i tronfølgen som nummer seks.

/ritzau/