Det er ikke en menneskeret at have råd til at ryge, se abonnementskanaler, have et husdyr, der skal fodres, og samtidig afdrage på sin gæld.

LÆS OGSÅ: Dansk butikskæde tæt på konkurs

Det skriver Søren Pape Poulsen, formand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti, i en kommentar i Berlingske.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Hans indlæg kommer, efter regeringen og den samlede røde blok i denne uge blev enige om at sætte kontanthjælpen og integrationsydelsen op. På Radio24Syv argumenterede beskæftigelsesordfører for Det Radikale Venstre Samira Nawa for, hvorfor det er en god idé, og det var det, der fik Søren Pape Poulsen til tasterne.

Han kalder det "dybt godnat" og skriver, at "det skal bare ikke ske for dine og mine penge".

I studiet hos Radio24Syv var også Ea Green Larsen, enlig mor til to og ramt af kontanthjælpsloftet. Hun får 16.851 kroner om måneden efter skat.

Hun ryger cigaretter, har TV 2 Play og Netflix-abonnement, en kat og afdrager på en gæld.

"Så er Ea fattig?", spørger Søren Pape Poulsen som et svar på, at Samira Nawa argumenterede for, at der er familier som ikke har råd til mad, vintertøj og medicin til deres børn.

"Er det en menneskeret for Ea at have de ting? Nej, det er dybt godnat! Jeg bliver faktisk harm. Det tror jeg, mange danskere gør", lyder det fra den konservative formand.

Har været på kontanthjælp i 20 år

Med regeringens nye midlertidige børnetilskud vil Ea Green Larsen få 1.600 kroner mere om måneden.

Hun siger til Berlingske, at hun er fattig, fordi hun er nødt til at bruge børne- og ungeydelsen som en del af husholdningsbudgettet.

"Når man er kontanthjælpsmodtager, er man altid bagud med regningerne."

Hun kan godt kvitte cigaretterne og opsige TV 2 Play og Netflix, siger hun til avisen, men ifølge hende nytter det ikke det store:

"Det eneste, jeg selv står for, er cigaretter, og hvis jeg stopper, har jeg 300 kroner. Fair nok. Men nogle af de ting, folk gerne vil tage fra mig, er jo ikke for min fornøjelses skyld. Mine børn ville være dødulykkelige, hvis jeg skulle skille mig af med en kat, der har levet siden før, en af dem var født."

Ifølge Ea Green Larsen har hun nærmest uafbrudt været på kontanthjælp i 20 år.

I 2003 skrev Vordingborg Kommune, "at man ville kunne se en fordel i at visitere" hende til revalidering.

Hun fortæller desuden til Berlingske, at hun så sent som fredag modtog en mail fra kommunen om, at hendes sag nu er visiteret til forelæggelse for rehabiliteringsteamet i Vordingborg Kommune.

Det betyder formentlig, at hun nu efter lang tids venten er tættere på det fleksjob, hun drømmer om.

LÆS OGSÅ: Fik udbetalt 400.000 kroner ved en fejl: Nu har han fået en dom