Den definerende sag for statsminister Mette Frederiksen bliver nedslidtes ret til tidlig folkepension, mener politisk kommentator Hans Engell. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Hans Engell før pensionsdrama: Knald eller valg for Mette F.

27. jul 2020, 06:07
Arnes og Annes ret til tidlig pension bliver den definerende sag for Mette Frederiksens (S) regering i denne valgperiode, vurderer politisk kommentator Hans Engell. Forbundsformand i FOA, Mona Striib, kæmper for, at det også bliver Annes tur.

Uanset coronapandemi, efterfølgende økonomisk genopretning og klimakrise skal statsminister Mette Frederiksen (S) levere på mærkesagen om Arnes ret til tidlig pension.

LÆS OGSÅ: Forbundsformand til Mette F.: Giv Arne ret til tidlig pension eller udskriv valg

Det var sagen, da hun dannede sin regering sidste sommer. Hun er klar til at sætte regeringens liv på spil for den sag, vurderer politisk kommentator Hans Engell overfor A4 Arbejdsliv.

- Med andre ord: Hvis et politisk flertal forhindrer hende i at levere en løsning, så kan hun gå til valg på den sag, siger han.

Hjælpen til Arne er afgørende

Socialdemokratiet har endnu ikke været mere konkret end de ‘Syv principper for en ny ret til tidlig folkepension’, der står beskrevet i regerings-partiets udspil fra januar 2019.

Mediet Mandag Morgen forsøgte tidligere på sommeren at beskrive en mulig model baseret på samtaler med unvangivne kilder. Ifølge Mandag Morgen er hovedtrækkene i modellen, at hvis man har arbejdet i mere end 40 år, så får man ret til at trække sig tre år tidligere end pensionsalderen. Barsel og deltid ned til mellem 22-26 timer om ugen skal ikke trække fra i ancienniteten på de 40 år.

Kan det lade sig gøre, at lande en løsning, der vil tilfredsstille hele fagbevægelsen?

- Nej, alene finansieringsrammen på 3 milliarder kroner årligt, gør det umuligt. Men jeg har tiltro til, at Peter Hummelgaard fremlægger et forslag, der betyder, at Mette Frederiksen holder sit løfte fra valgkampen. Det afgørende er, at forslaget hjælper Arne, siger Hans Engell, der forventer, at Socialdemokratiet lægger partiets forslag frem inden Folketingets åbningsdebat tirsdag 6. oktober.

Skal også gælde Anne

En af de faggrupper, der er nævnt i udspillet fra Socialdemokratiet, er social- og sundhedsassistenterne. De er i reglen organiseret under fagforbundet FOA.

Forbundsformand Mona Striib repræsenterer ca. 175.000 primært offentligt ansatte. Hun vil ikke lægge sig fast på en konkret model, men peger på, at det nu også skal være Annes tur.

Social- og sundhedsassistenterne er ifølge forbundsformanden blandt dem, der oftest får tilkendt førtidspension. Samtidig oplever forbundet en stigning i søgningen af seniorpension.

- Vi kæmper for, at aftalen skal rumme, at kvinder, der har haft et fysisk hårdt arbejde og ikke længere kan gå på arbejde, får mulighed for at gå på pension noget før, siger Mona Striib.

Derfor er hun især positiv over opmærksomheden på barsel og deltid i debatten om værdig tilbagetrækning.

Tidlig pension men stigende pensionsalder

Som et led i det såkaldte ‘velfærdsforlig’ fra 2006 skal folkepensionsalderen reguleres i 2020 med virkning fra 2035. Det forventes, at den stiger til 69 år. Til sammenligning er den i dag 66 år.

Lovændringen skal stemmes igennem i efteråret - altså samtidig med forhandlingerne om en ny ret til tidlig folkepension. Det lægger ifølge Hans Engell et skæbnesvangert pres på statsministeren.

- Det vil nærmest være katastrofalt, hvis regeringen forhøjer folkepensionsalderen, samtidig med at de ikke lykkes med at give Arne ret til en værdig tilbagetrækning, siger Hans Engell.

Netop velfærdsforliget burde helt opsiges ifølge Mona Striib, der betegner det som ‘tåbeligt’.

- Man er tonedøv, hvis man ikke har fundet ud af, at ikke alle kan holde til den stigende pensionsalder, siger Mona Striib.

Hun mener, at forbedringer i arbejdet med at sikre bedre arbejdsmiljø og uddannelse er to forudsætninger i forliget, der aldrig blev indfriet. Et forbedret arbejdsmiljø skulle sikre et længere arbejdsliv, og uddannelse skulle sikre mulighederne for sporskifte.

LÆS OGSÅ: Alliance kræver værdig tilbagetrækning: 'Stop jeres Christiansborg-fnidder'

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere meldt, at han vil indkalde til forhandlinger om en ny ret til tidlig folkepension i efteråret. Han forventer, at en aftale kan træde i kraft fra 1. januar 2021.