20181120-082422-3-1920x1197we
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Hans Engell: 'Den største trussel for staten er svage chefer'

15. dec 2020, 13:29
Instrukskommissionen har fokus på embedsværkets rolle og samme fokus er der i minksagen. Den tidligere minister Hans Engell konkluderer, at embedsmænd i dag bliver pålagt mere og mere ansvar: - Jo tættere, du er på magten, jo mere risikerer du at få brændt fingrene, siger han.

I den seneste tids helt store politiske sager - minksagen og Instrukskommissionens undersøgelse af Inger Støjberg - er embedsværkets rolle afgørende.

Hvem vidste hvad? Blev ministrene advarede om manglende lovhjemmel af embedsværket? Og hvor stort et ansvar har ledende embedsmænd? Det er blandt de centrale spørgsmål i begge sager.

LÆS OGSÅ: LA melder ud om Støjberg: Hun skal for en rigsret

Embedsværket bliver altså i højere og højere grad trukket helt frem i manegen i stedet for at stå i kulissen.

A4 Arbejdsliv har spurgt tidligere minister og politisk kommentator Hans Engell om, hvorvidt embedsmændenes rolle har ændret sig gennem tiden.

- Man kan sige, at hvor det tidligere udelukkende var ministeren, der stod for skud, er det i dag i højere grad også embedsværket, der gør det. Det er blevet farligere at være ledende embedsmand. Jo tættere du er på magten, jo mere risikerer du at få brændt fingrene, siger han til A4 Arbejdsliv.

Et nyligt eksempel på, hvordan en tidligere minister forsøger at lægge en del af ansvaret over på sit embedsværk, skete mandag, da Instrukskommissionen konkluderede, at daværrende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg gav 'urigtige' og 'misvisende' oplysninger til Folketinget under et samråd i 2017.

Når man læser beretningen, så kan man tydeligt se, det har været en vanskelig periode for embedsværket. De har ikke være enige, og Støjberg har været en minister, der har haft en meget stærk vilje.
Hans Engell, politisk kommentator

- Jeg får jo stukket nogle talepunkter i hånden fra mit ministerium - det har været igennem en hel hær af jurister - og der må jeg altså sige, at der forventer jeg jo så også, at de ting var rigtige, sagde den tidligere integrationsminister til TV 2.

Hans Engell hæfter sig ved, at det ikke har været nemt at være embedsmand for Inger Støjberg, da hun var integrationsminister og altså gav den meget omtalte instruks om at adskillelse asylpar, hvor den ene var mindreårig.

- Når man læser beretningen, så kan man tydeligt se, det har været en vanskelig periode for embedsværket. De har ikke være enige, og Støjberg har været en minister, der har haft en meget stærk vilje. I Danmark er ministre meget stærke, og så skal embedsværket også vise, at de står stærkt. Ellers så stiller man både embedsværket og ministeren i en meget vanskellig situation, siger han og henviser til Instrukskommisions beretning, hvor der blandt andet står:

’Kommissionen har fundet, at der efter det materiale, der er indgået i kommissionsundersøgelsen, og de afgivne forklaringer ikke er nogen rimelig tvivl om, at Inger Støjberg forud for udsendelsen af pressemeddelelsen var blevet advaret mundtligt af embedsfolk fra sit departement om, at en ordning uden undtagelser ikke ville være lovlig’

Etiske regler

Hans Engell fortæller, at der i 2015 blev udarbejde et sæt etiske retningsliner for embedsmænd i centraladministrationer i ministerierne.

Heri står der blandt andet:

’Embedsmænd skal leve op til sandhedspligten. De må ikke medvirke til, at ministeren til Folketinget videregiver oplysninger, som er urigtige eller vildledende, eller at der forties væsentlige oplysninger til Folketinget. Og de må ikke selv videregive – eller medvirke til, at ministeren i øvrigt videregiver – oplysninger, som er urigtige eller i sammenhængen er vildledende’.

- Hvis embedsmændene i Integrationsministeriet havde holdt sig nøjagtigt til det, så ville de ikke have haft problemer. Nu bliver det spændende at se næste del af dommerundersøgelsen, hvor embedsmændenes rolle bliver belyst, siger Hans Engell.

Det er helt afgørende, at en departementschef er en stærk profil, der kan sætte sig igennem over for en minister og ikke bare taler ministeren efter munden. Den største trussel for staten er svage chefer
Hans Engell, politisk kommentator

Instrukskommissionen vil i løbet af foråret vurdere, hvilket ansvar de enkelte embedsmænd har i sagen.

-  Embedsmændene har fået en større synlighed, de bliver eksponeret mere og mere, og det gør de jo også i kraft af, at dommere mener, de har et ansvar i de forskellige sager. Se bare på den svindeldømte Britta Nielsen, siger Hans Engell.

Britta Nielsen blev som bekendt dømt for at svindle for offentlige midler, da hun var ansat som kontorfuldmægtig i Socialstyrelsen.

Hvorfor er det blevet farligere at være embedsmand?

- Det handler dels om, at sagerne er blevet mere kontroversielle. Dels om, at lovgivningen er blevet mere kompleks, fordi der er flere hensyn, der skal tages, blandt andet til konventioner og EU. Det kan som ledende embedsmand være en svær opgave at håndtere samtidig med, at man har en meget insisterende minister. Det er helt afgørende, at en departementschef er en stærk profil, der kan sætte sig igennem over for en minister og ikke bare taler ministeren efter munden. Den største trussel for staten er svage chefer.

Som tidligere minister kan Hans Engell selv mindes, hvordan han er blevet stoppet af sin tidligere departementschef i Justitsministeriet, Michael Lunn:

LÆS OGSÅ: Flemming kigger tilbage på rædselsåret: - Jeg frygter nye fyringer hver dag

- På et tidspunkt havde jeg fået en rigtig god ide, jeg mener, det var noget om indfødsret. Så kom Michael Lunn og sagde til mig. 'Jo, det er en god idé, men jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at det vil koste tre milliarder, og det vil kræve en grundlovsændring'. Og så vidste jeg godt, at det ikke havde gang på jord.