Sandra og Mathilde arbejder til daglig på Medieskolen Juno, som er et undervisningstilbud til voksne borgere med handicap. Her arbejdes med videoproduktion, webartikler, sociale medier og nyhedsbrev.

De interesser sig for politisk journalistik, handicap-, social-, unge- og ældreområdet, dyrevelfærd, fotokunst og makrofotografi.

Fritiden bruges på håndbold (Mathilde) og bowling (Sandra) og at gå i biografen eller tage i Tivoli og på Bakken med venner og familie. De elsker at rejse og har bl.a. været på Island, i Litauen, Disneyland Paris, Malta, Norge og Sverige.

Begge bor i København. Sandra bor med sin familie på Nørrebro; Mathilde bor på Bostedet Vinklen på Østerbro.

13.000 MED HANDICAP skal finde deres plads på arbejdsmarkedet inden 2025. Det satser regeringen på, og det lyder alt sammen meget godt.

Satspuljemidler bruges på initiativer, der skal bygge bro og gøre op med fordomme, men er der egentlig nogen, der har spurgt folk med udviklingshæmning, veteraner med PTSD eller folk med kronisk sygdom, hvad der skal til? Hvad har vi af behov?

Vi har begge et handicap, men vores vej til arbejdsmarkedet har været meget forskellig. Mens Sandra blev ringet op på sin 18 års fødselsdag og spurgt, om ikke førtidspension var en ”god idé”, så valgte Mathilde at forsøge sig med drømmen om job i butik ad de almindelige kanaler.

Vi har begge gået på ungdomsskole og Idrætsskole for unge med udviklingshandicap, men Mathilde ville virkelig gerne forsøge at arbejde på lige vilkår med Hr. og Fru Danmark, så hun gik i praktik i Føtex.

Med et jobcenter, der ikke forstod hendes diagnose, blev hun kastet ud i opgaver, der blev for overvældende og stressende. 37 timer på almindelige vilkår, mente de var helt fint – langt hen ad vejen.

Da alt kom til alt, var førtidspension også den bedste løsning for hende, men vejen dertil var virkelig svær, og der var bunkevis af lægepapirer på bordet, før indstillingen landede, og førtidspensionen faldt på plads.

Men er man så bare parkeret?

Vi er begge 29 år, og slet, slet ikke nogen, der bare kan parkeres!

Vi VIL noget. Vi KAN noget. Vi ER noget.

MEN vi kan det ikke alene.

Der skal massiv støtte til. Mennesker med udviklingshæmning vil vildt gerne bidrage til det almindelige arbejdsmarked, men vi har brug for støtte og mentorer.

Hvordan bygger man en bro mellem to parter, der ikke har kendskab til og idé om, hvordan hinanden ’virker’?

128,4 mio. kr. er der afsat til indsatser og metodeudviklingsprojekter. Man kan lave masser af idéforslag og komme absolut ingen vegne.

Vi mener, at regeringen skal sætte ind med et mentorsystem møntet på os. Det er dét, der skal skydes penge ind i.

Virksomheder kan nemmere åbne dørene for at give os små jobs, hvis de ved, at de kan få nogen ind, som kan støtte og hjælpe os ind i rutinen. Nogen, som ved, hvad vi har af behov. Nogen, der kan følger os i processen – altså nogen, der kender os. Det gælder også for de handicappede, som er tilknyttet et jobcenter, hvor man tænker i fleksjobs eller behandling. Her nytter det ikke at skulle forholde sig til konstant skiftende sagsbehandlere.

I DAG ARBEJDER VI begge 23 timer om ugen på Medieskolen Juno, som er et undervisningstilbud for folk med handicap. Det betyder, at vi kommer på arbejde hver dag, men det betyder også, at her er lærere, der kan hjælpe os i hverdagen og støtte os.

Sandra drømmer om at få mulighed for at lave sociale medier for fx Kattens Værn eller Dyrenes Beskyttelse, men hun skal fx have hjælp til at finde vej til og fra jobbet og støtte til at komme ind i opgaverne.

Mathilde drømmer om et job inden for journalistikken, men skulle hun lande en plads hos fx DR, så har hun brug for at kunne trække sig og sidde med musik i ørerne. Ikke fordi kollegerne ikke gerne må komme og tale med hende, men musikken hjælper hende med at koncentrere sig.

Man skal ikke opgive og parkere folk med handicap. Det har regeringen helt ret i.

Men der SKAL støtte og mentorer til at gøre det til en succes at komme ud på arbejdsmarkedet.

Fortalt til Agnete Vestergaard-Kristensen, frivillig journalist i Hverdagsaktivisterne. Gruppen består af borgere med fysisk/psykisk handicap og supportere, som sammen yder en frivillig indsats i samfundet.

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].