Hackere inficerede 80.000 hjemmesider

8. okt 2008
Sikkerhedsfolk har fundet en liste med mere end 80.000 websider, der er blevet hacket og fyldt med virus og spywareprogrammer.

Fundet blev gjort af Ian Amit fra sikkerhedsfirmaet Aladdin Knowledge Systems, der i august opsporede en server, som hackerne bruger til at gemme opsnappede passwords på. Det oplyser den amerikanske udgave af Computerworld.

På serveren fandt man et register over adresser, brugernavne og passwords til mere end 200.000 hackede servere. Samtidig var stod mere end 80.000 inficerede hjemmesider nævnt. Hjemmesiderne er alle blevet hacket og fyldt op med skadelige programmer, der både holder øje med passwords til dine bankkonti, giver dig virus og konstant præsenterer dig for uønskede reklamer.

Serveren var placeret i Argentina, og den blev aktivt brugt af hackerne for at hacke flere hjemmesider.

Mere end halvdelen af de hackede hjemmesider, der lå informationer om på hackernes server, befinder sig i Europa.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

-Newspaq

faktaboks