Der var noget overraskede miner i Folketingssalen, da banneret blev rullet ud. Foto: Folketinget/Privat

Lærlinge afbrød Folketingsafstemning med banner: - Derfor gjorde vi det

2. dec 2020, 16:10
Folketinget havde netop stemt Arne-pension igennem til andenbehandling og skulle til næste punkt på dagsordenen - hævelse af pensionsalderen til 69 år fra 2035 - da mødet blev afbrudt.

- NED MED PENSIONSALDEREN, stod der på et rødt banner, der blev rullet ud på Folketingssalens tilhørerpladser tirsdag eftermiddag.

Budskabet var underskrevet 'Københavns Lærlinge'.

LÆS OGSÅ: Fagforeninger i aktion foran Christiansborg: Hummelgaard holder fast i stigende pensionsalder

En af aktivisterne var den 22-årige tømrerlærling Viggo Bro. Han fortæller til A4 Arbejdsliv, at han og en håndfuld ligesindede lærlinge er vrede over, at politikerne igen vil hæve pensionsalderen.

- Man bliver nedslidt af hårdt fysisk arbejde. Jeg har regnet på det, og min pensionsalder bliver 74 år. Som lærling virker det urealistisk at skulle arbejde så lang tid, siger Viggo Bro.

Man I lavede aktionen sekunder efter, at Folketinget havde stemt for Arne-pensionen. Er det ikke lige præcis sådan en løsning, du efterspørger?

- Det er jo lidt paradoksalt, at man først diskuterer en Arne-pension, hvor man kan gå tre år tidligere, og lige bagefter hæver pensionsalderen – hvor meget får man så ud af at gå tidligere? Hvis jeg er heldig, kan jeg gå på Arne-pension som 71-årig, siger Viggo Bro, som dog medgiver, at retten til tidlig tilbagetrækning er et skridt i den rigtige retning.

Beskæftigelses...øh...minister

Venstremanden Erling Bonnesen, der som fungerende Folketingsformand ledte mødet i salen, tog det dog i stiv arm, selvom han måtte stoppe sig selv midt i en sætning, da lærlingene foldede banneret ud. 

- Og det er beskæftigelses...øh...ministeren...skal vi...?, lød det fra den fungerende formand, mens han kastede et blik på folketingssekretæren, der er hans sidemand.

- Vi beder lige vagterne tage sig af det der. Og vi fortsætter, tilføjede Erling Bonnesen fra formandsstolen.

LÆS OGSÅ: Dansk Metal: Fastfrysning af pensionsalder vil koste sosu'er og folkeskoler

Kort efter gav han ordet til Socialdemokraternes nye gruppeformand Leif Lahn, der kunne gå på talerstolen og tale for lovforslaget og Velfærdsforliget, der blev indgået af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre i 2006.

- Det gjorde man netop for at sikre penge til fremtidens velfærd. Den velfærd, vi alle sammen holder af og som ingen af os meget nødigt vil undvære, lød det fra Leif Lahn.

Asbest-arbejdsskade som lærling

Viggo Bro køber dog ikke regeringens forklaring om, at det er nødvendigt at lade befolkningen arbejde længere.

- Selvfølgelig skal der være råd til velfærdssamfundet, men når man bliver ved at give skattelettelser til dem, der tjener mange penge, så er det mærkeligt, at arbejderne skal betale prisen, siger han.

LÆS OGSÅ: SF og Enhedslisten: 'Fuldstændig åndsvagt at lade pensionsalderen stige nu'

Den 22-årige tømrerlærling har svært ved at se, hvordan han selv og hans generation af håndværkere skal kunne holde til en pensionsalder, der bliver ved med at stige.

- Jeg er i lære, og jeg har allerede meldt første arbejdsskade på en asbestsag, hvor der ikke var saneret. Allerede nu er jeg i tvivl, om jeg overhovedet når pensionsalderen, siger Viggo Bro.

Bliver man udsat for asbestfibre, kan man udvikle lungehindrekræft. Det er en særlig form for kræft, der som regel udvikler sig 20 til 40 år efter eksponering og i næsten alle tilfælde er dødelig.

Tilbageholdt af politiet

Viggo Bro forklarer, at formålet med banneraktionen var at skabe opmærksomhed.

Tidligere på dagen stod der 100 fagligt aktive og demonstrerede foran Folketinget med præcis samme budskab. Kunne I ikke bare have stillet jer med dem?

- Jo, men vi var nogle, der syntes, der skulle mere til. Det er en rigtig vigtig sag og alligevel er det som om, at højere pensionsalder bliver stemt igennem uden indvendinger hver femte år, siger Viggo Bro.

Artiklen fortsætter under videoen...

Selv om Viggo Bro og hans lærlingekammerater tog noget utraditionelle midler i brug, endte forstyrrelsen af rigets parlament i god ro og orden.

- Vagten kom og rev banneret væk. Så kom der en politimand, der tilbageholdt os og konfiskerede banneret. Det var dog var ikke oppe længe nok til, at de ringede mødet af (formel afbrydelse af mødet i salen, red.), så vi blev ikke sigtet, siger han.

Optrinnet kan ses på Folketingets hjemmeside her.

Da Folketinget ikke filmer på tilhørepladserne, kan man ikke se selve banneret - men hvis man vil se Erling Bonnesen og Leif Lahns ansigtsudtryk i gerningsøjeblikket, sker forstyrrelsen klokken 16.12. Tre timer og 13 minutter inde i mødet.