I byggebranchen er der en overvægt af folk med mange sygemeldinger, viser ny undersøgelse. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Håndværkere melder sig ofte syge: 'Vi kigger med stor alvor mod regeringen'

17. jul 2020, 06:00
Mere end hvert tredje medlem af fagforbundet 3F har været sygemeldt mindst én gang på grund af smerter i det seneste år, viser en ny undersøgelse. Det understreger behovet for en pensionsplan for Arne, mener 3F.

Smerter tvinger ofte håndværkere, rengøringspersonale og specialarbejdere til at blive hjemme fra arbejde.

Det viser en repræsentativ helbredsundersøgelse blandt 3F-medlemmer, som Analyse Danmark har lavet i marts og april for fagforbundet 3F.

Ud fra de adspurgtes svar står det klart, at mere end hvert tredje medlem af 3F har været sygemeldt mindst én gang på grund af smerter i det seneste år. For 8 procent betød smerterne, at de meldte sig syge fire gange eller mere det seneste år.

LÆS OGSÅ: 26-årig murer er plaget af smerter: Siger nej til vilde lege med børnene

Det vidner om en stor udbredelse af nedslidning på dele af arbejdsmarkedet, mener Tina Christensen, næstformand i 3F. Ifølge hende gør det behovet for en ny pensionsordning for lønmodtagere som den 59-årige nedslidte bryggeriarbejder Arne yderst presserende.

- Dem, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, skal have mulighed for at gå fra tidligere, hvis man er udsat for det, som de her medlemmer giver udtryk for i undersøgelsen - nemlig at være plaget af smerter, siger hun til A4 Arbejdsliv.

Bliver værre med alderen 

Dem, der ofte eller altid oplever smerter i kroppen i løbet af en arbejdsdag, udgør 28 procent af 3F’erne, viser undersøgelsen.

Vi kigger med stor alvor mod regeringen i forhold til, at den gerne må levere noget for tidlig tilbagetrækning. Det er vigtigt for alle de 3F’ere, der er nedslidte og ikke har mulighed for at blive omfattet af andre ordninger.
Tina Christensen, næstformand 3F

Tidligere undersøgelser har på samme måde vist, at mange med hårdt fysisk arbejde har smerter i kroppen, påpeger Lars L. Andersen, professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Ifølge ham kan det være vanskeligt at håndtere et fysisk hårdt arbejde, når man har smerter, og så kan konsekvensen være, at man sygemelder sig.

"Det er derfor vigtigt at have et fortsat fokus på et godt fysisk arbejdsmiljø, hvor der også er plads til at tage hensyn til den enkelte medarbejders helbred og tilpasse arbejdet herefter,” skriver han i et skriftligt svar til A4 Arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: 3F-formand slår alarm inden pensions-drama: Voldsom stigning i ældre danskeres sygefravær

Udfordringerne bliver gradvist større, når man bliver ældre, da der sker et naturligt fald i muskelstyrken, så et hårdt arbejde bliver endnu hårdere, forklarer professoren.

26-årig går som en gammel mand

Særligt i byggebranchen er der en overvægt af folk med mange sygemeldinger, viser undersøgelsen. Her har næsten ti procent måttet melde sig syge fire til seks gange på grund af smerter det seneste år.

Inden for rengøringsfaget og industrien er mange også påvirket af fysisk nedslidende job, fortæller Tina Christensen. I det hele taget oplever hun, at der i samtlige af de brancher, som 3F’s medlemmer arbejder i, er store udfordringer med fysisk nedslidning.

- Men det er klart, at byggeområdet er rigtig hårdt ramt, fordi det i sagens natur er fysisk krævende arbejde og med mange gentagelser. En murer, der lægger sten hele dagen, laver den samme bevægelse, siger hun.

En af de murere, der lever med regelmæssige smerter, er den 26-årige Morten Christensen. Hårdt fysisk arbejde og en arbejdsulykke har haft store konsekvenser for hans helbred. Omkring fem dage om måneden vågner han med så kraftige smerter i lænden og ryggen, at han egentlig burde melde sig syg, fortæller han.

- De morgener rejser jeg mig op fra sengen som en gammel mand og halter afsted, indtil min krop stille og roligt kan rette sig ud, så jeg begynder at kunne gå bare nogenlunde, siger han.

Ofte kæmper han sig dog afsted på arbejde med hjælp fra stærkt smertestillende medicin. Den nødløsning gør flere af hans kollegaer i branchen brug af.

I en undersøgelse fra sidste år angav hver andet medlem af 3F, at de havde taget smertestillende medicin eller haft behov for behandling på grund af smerter forårsaget af jobbet.

"Find politisk løsning så hurtigt som muligt"  

Men Arne, der er blevet ansigtet på den socialdemokratiske regerings løfte om tidlig pension til nedslidte, venter ligesom mange andre nedslidte fortsat på pensionsplanen.

LÆS OGSÅ: Hver fjerde dansker i ny undersøgelse: Jeg føler mig slidt ned

Situationen med covid-19 satte en stopper for, at der kunne landes en aftale om differentieret pension før sommerferien.

Socialdemokratiets håb er nu at finde det nødvendige flertal for deres model i efteråret, og i 3F vil man følge de politiske forhandlinger tæt, understreger Tina Christensen.

- Vi kigger med stor alvor mod regeringen i forhold til, at den gerne må levere noget for tidlig tilbagetrækning. Det er vigtigt for alle de 3F’ere, der er nedslidte og ikke har mulighed for at blive omfattet af andre ordninger. Og det må godt ske så hurtigt som muligt i vores optik, siger hun.