Håndmadder og bøllebank i Ukraines parlament

17. dec 2010
Flere politikere kom til skade, da der udbrød masseslagsmål mellem oppositionen og parlamentsmedlemmer fra regeringspartiet i det ukrainske parlament i hovedstaden Kiev. Se her hvordan de ukrainske politikere løser deres uoverensstemmelser. ritzauAP

Slagsmål brudt ud i Ukraines parlament Så har politisk magtkamp fået en ny betydning. I Ukraine har der været nævekamp i parlamentet. To er indlagt på hospitalet. I parlamentet i Kijev, den ukrainske hovedstad, rækker verbale argumenter ikke. Torsdag aften blev der brugt metoder, der normalt ikke ses i folkevalgte forsamlinger. Det hele kulminerede med, at flere end 50 parlamentarikere var i slagsmål med hinanden, og der blev slået med både næver, sko og stole. To af politikerne måtte efterfølgende indlægges på hospitalet. Det var parlamentsmedlemmer fra det regerende parti Ukraines Regioner og oppositionspartiet Moderlandspartiet, som fløj i totterne på hinanden. Det skete, efter at oppositionspolitikere med noget usædvanlige metoder havde forsøgt at forpurre en afstemning, der med støtte fra regeringspartiet havde flertal. Moderlandspartiets folk tog sagen i egne hænder for at hindre vedtagelsen. De omringede parlamentsformandens stol og trak stikkene ud til det elektroniske afstemningssystem. Medlemmer af det regerende Regionsparti, hvoraf mange kommer fra industriområdet Donbass, fandt sig ikke i det. De rykkede frem for at skubbe oppositionspolitikerne væk fra formandsstolen, og så brød slagsmålene løs. I kampens hede blev der også anvendt et sprog, der normalt ikke høres fra politikere, og de ikke så stuerene ord gik sammen med billederne af slagsmålene lige ind i tv-stuerne rundt om i landet. Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at Regionspartiets politikerne brugte såvel deres noget større vægtklasser som deres højere antal til at komme sejrigt ud af det "politiske slagsmål". Parlamentets sikkerhedsvagter gjorde ikke noget forsøg på at skille de stridende parter, der sloges i omkring fem minutter /ritzau/dpa