Gyldne tider forbi: Avisbude tæt på fattigdom

31. jul 2010
Østarbejderne har sat sig på en stor del af jobbene som avisbude. Men efter gratisaviserne ikke længere bliver omdelt, er festen slut, og mange lever på fattigdomsgrænsen.

Når du vågner om morgenen ligger din avis på måtten, og du kan være ret sikker på, at ingen har bladret i den før dig.

Avisbuddet, der kom med den, kan højst sandsynligt hverken læse eller tale dansk.

Den usynlige hær, der hver nat bringer aviser ud, er en broget skare af overvejende østeuropæere. Mange af dem med så få ruter, at de lever på fattigdomsgrænsen og med en timeløn på 60-70 kroner.

Henrik Forchhammer arbejder med avisdistribution i 3F, Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund i København. Han så tiden med gratisaviserne, hvor avisbude blev hentet i busser i Polen og Rumænien. Men festen er slut. Især i København slås alt for mange østarbejdere om alt for få avisruter. Aviserne bringes ud på cykel, og der er mange trapper.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

”Det er et hårdt job. I vinter fik flere avisbude lungebetændelse, fordi distributørerne har sparet varmestuerne væk, hvor man henter flere aviser. Så får de aviserne på stillesteder, for eksempel ved et busstoppested. Men når budene skal ud på deres anden rute er de allerede våde af sved, og hvis aviserne er forsinkede, står de halve og hele timer i nattefrosten og bliver syge,” siger Henrik Forchammer.

For hårdt for kvinder

Størstedelen af avisbudene er mænd, men der er også en god håndfuld østeuropæiske kvinder.

”Det er ikke et godt job for kvinder. De går alene om natten, og når de bliver gravide, må de næsten altid langtidssygemeldes. Desværre kommer de tit for sent til os og er begyndt at småbløde af alle trapperne, og alt det de skal bære,” siger Henrik Forchhammer.

Polakkerne var første bølge i avisbuds-eventyret. Nogle få har klaret den og lever godt. Endnu flere bliver hængende enten, fordi de ikke vil opgive drømmen om et nyt liv, eller ikke har andre muligheder i Polen.

”Mange polakker er virkelig fortvivlede over udviklingen. Der bliver færre og færre ruter, og de er alt for mange om jobbene, så ingen kan få ruter nok. En del tjener kun 1500-2000 kroner hver 14. dag. Mange er rejst tilbage. De kunne ikke engang betale huslejen med de penge de tjente,” siger Barbara Alpar.

Hun er selv polak, men har boet i Danmark over tyve år, taler flydende dansk, har fast job og arbejder ved siden af som tolk for Henrik Forchhammer, når 3F holder 'polakmøder'. Det er regelmæssige fagforeningsmøder for de østeuropæiske avisomdelere, der ikke taler dansk.

”Der kommer hele tiden nye sendinger af litauere, som stiller endnu færre krav end polakkerne, og jeg har hørt, at de polakker, der har fået lidt magt i distributionsfirmaerne foretrækker litauerne. Jeg har også hørt om en polak, der havde lejet sig ind på værelse hos en anden polak og betalte i dyre domme i husleje. Det er deres landsmænd, der er de værste til at udnytte dem. Det er forfærdeligt,” siger Barbara Alpar.

En rådden branche

I Aalborg er der stadig flest danskere med avistasken, men også østeuropæere. Her er kun en distributør, Nordjyske Distribution, at arbejde for. I følge 3F Aalborg arbejder de fleste af avisbudene der i virkeligheden for 60-70 kroner i timen. Men udregningen af et avisbuds løn er så godt så uigennemskuelig, og i ti år har stykprisen for at bringe en avis ud ikke ændret sig.

”Avisdistribution er en utroligt rådden branche. Arbejdsgiverne lukrer på, at de ansatte ikke sætter sig ind i reglerne, ikke melder sig i fagforening og ikke tør starte sager, selv når de ved, de bliver snydt,” siger næstformand for 3F i Aalborg, Ole Nors Nielsen.

Han mener, arbejdsgiverne spekulerer i at ansatte østeuropæere, der ikke tør eller kan brokke sig, når de bliver snydt.

”Jeg har mere end begrundet mistanke om, at distributionsselskabet snyder og bedrager. Vi har forklaret masser af østeuropæere, at de får for lidt i løn, men vi kan ikke tvinge dem til at lægge sag an. De har fået at vide af de agenter, der fik dem herop, at de skal holde sig fra politiet og fagforeninger. De ved godt, de bliver snydt, men de tjener stadig mere end i deres hjemland,” siger Ole Nors Nielsen.

Nordjyske Distribution ønsker ikke at kommentere anklagerne fra 3F, og henviser til, at virksomheden ikke vil diskutere ansættelsesforhold i pressen.

 

 

 

På polske plader

  • Lønnen er lav, de arbejder hårdt, men det er bedre, end hvor de kommer fra.

  • Op mod 44.000 arbejdere fra Polen, Tyskland og Østeuropa arbejder i Danmark.

  • I de kommende uger afslører Avisen.dk, hvordan hverdagen er for østarbejdere i Danmark.