Gul fagforening stormer frem

18. dec 2009
Den alternative fagforening i Esbjerg har medvind. Men det er varm luft, advarer ekspert.

Mens fagforeningerne i LO fortsætter med at miste medlemmer, får "Det Faglige Hus" i Esbjerg flere for hvert år. På et år har de fået 10.000 flere medlemmer, så der i dag er 80.000 navne i medlemskartokteket.

"Siden krisen har vi oplevet ekstra fremgang. Det er især unge, der melder sig ind, fordi de vil have trygheden af at være med i en A-kasse," siger forretningsfører Johnny Nim.

Prisen på et kontingent hos Det Faglige Hus er meget billigere end hos en LO-fagforening. Derfor vælger mange unge Det Faglige Hus, der har eksisteret i mindre end ti år.

Discount

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Men der er ikke meget fagforening over Det Faglige Hus, påpeger arbejdsmarkedsekspert Jesper Due.

"De har et billigt produkt, men det er uden indhold. De siger, det er en fagforening, men de har ingen overenskomster, og arbejder ikke for medlemmernes løn og arbejdsvilkår," forklarer Jesper Due, der er professor på Københavns Universitet.

"Der er mange der ikke kan gennemskue, at det ikke er en reel fagforening. Og når den ene fagforening svarer til den anden, vælger de den billigste," siger Jesper Due.

"Danmarks bedste"

Men det er Johnny Nim uenig i.

"Vi har Danmarks bedste fagforening med landets bedste advokater. Andet er løgn og latin," siger forretningsføreren.