Lars Løkke til Folketinget: Tag magt tilbage fra regeringen

larsfedelokke20200428-142011-L-1920x1280we
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
5. jun. 2020 08.51
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener, at det er på tide, at Folketinget tager magt tilbage, skriver han i en klumme grundlovsdag.

Tidligere statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen skriver på grundlovsdag, at han ønsker mindre magt til regeringen, i takt med at coronakrisen ebber ud. Det skriver han i en klumme i B.T.

LÆS OGSÅ: Selskab anklages for bedrageri med reklamer for 91 millioner

Lars Løkke Rasmussen har under coronakrisen brugt sin klumme i B.T. til at angribe regeringen og er i perioder blevet beskrevet som en tydeligere opposition end Venstres ledelse på Christiansborg.

Regering med krigslignende beføjelser

I dagens klumme skriver Lars Løkke Rasmussen, at man skal tilbage til slutningen af det 19. århundrede for at finde en regering med så meget magt, som den nuværende af et enigt Folketing har fået under coronakrisen.

- Mit fromme ønske på grundlovsdag er derfor, at Folketinget snart fratager regeringen de helt ekstraordinære kompetencer og genskaber normaliteten i det politiske liv.

- Jeg roser lige endnu engang – for en sikkerheds skyld – statsministeren for ekstraordinært og resolut lederskab på kanten af krisen, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Han fortsætter baseret på, at virussen ser ud til at være under kontrol i Danmark:

- (Der) er nu genskabt så meget kontrol, at der intet belæg er for, at en étpartiregering med afsæt i en fjerdedel af befolkningen skal have ekstraordinære og krigslignende beføjelser på alles vegne. Giv os det danske folkestyre tilbage. For fuld styrke.

Kristian Jensen udgiver tale på YouTube

Tidligere næstformand for Venstre, Kristian Jensen, der sidste år efter et bittert opgør forlod ledelsen i partiet samtidig med Lars Løkke Rasmussen, har samme pointe i sin grundlovstale, der er lagt på YouTube.

- Vi har brug for at vende tilbage til hverdagen. En lang række af vores frihedsrettigheder er sat ud af spillet. Retten til at mødes, samles, og fejre fødselsdage. Det er så nemt at miste frihed, og det er så svært at få den.

- Vi skal kæmpe for, at de bemyndigelser, som politikere og ministre nu har fået, bliver givet tilbage til dem, der skal have dem: Dig, mig, borgene og alle andre i dette her fantastiske land, siger han.