Grisk elevatorsnak fra Goldman Sachs lækket

30. jan 2014, 10:05
De ansatte i den udskældte bank er både grådige og arrogante, hvis man skal tro en anonym medarbejder, der lækker samtaler fra elevatoren.

Hvem vil ikke gerne være med på en hemmelig lytter i den meget omdiskuterede investeringsbank Goldman Sachs?

Det har du faktisk mulighed for, hvis du følger Twitter-profilen @GSElevator, som efter sigende tilhører en ansat i den prestigefyldte og udskældte bank, skriver epn.dk.

Den anonyme har siden 2011 tweetet fra den hemmelige konto, hvor han lækker samtaler fra andre ansatte, som han har overhørt i elevatoren.

Og finanskæmpens medarbejdere lever tilsyneladende op til fordommene om grådige, pengefikserede finansmænd.

I hvert fald handler mange af tweets'ene om, hvor rige, succesfulde og bedre end andre, de er. Bedøm selv disse eksempler:

"Min affaldskværn spiser bedre end 98 pct. af verdens befolkning."

"Hvilken idiot mener, at 1900 kr. er meget for en flaske vin på en god restaurant?"

"Så du den historie om insiderhandel?" - "Det mest pinlige er, at han kun tjente 330.000 kr. Hvis du skal gøre det, så GØR det dog!"

Ejeren af profilen er stadig ikke blevet afsløret, og kritikere rejser tvivl om, hvorvidt det er en falsk profil.

Den hemmelige ejer med de store ører insisterer dog på, at han virkelig er ansat i banken, der har fået skyld for at have en del af ansvaret for finanskrisen, og som netop nu skaber politisk kaos i Danmark på grund af opkøbet af DONG-aktier.

Han vil nu udgive en bog med samtalerne.

Kilde: epn.dk.