20210428-153323-L-1920x1280we
Formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grete Christensen, afviser, at der er behov for en kommission til at undersøge lønstrukturen forud for den næste overenskomstfornyelse om tre år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sygeplejersker: Vi vil ikke spises af med endnu en kommission

3. maj 2021, 22:30
Sygeplejerskerne vil ikke nøjes med en ligelønskommision under de igangværende forhandlinger i Forligsinstitutionen, lyder det nu fra Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR).

- Vi har ikke brug for nye afdækninger eller udredninger. Vi mener faktisk, at problematikken omkring vores løn er blevet afdækket. Nu skal der handling til for at løse det.

Så klar er udmeldingen fra Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Reaktionen kommer, efter professor Bent Greve fra RUC i sidste uge gav sit bud på, hvad sygeplejerskerne kan gøre sig forhåbninger om at opnå i Forligsinstitutionen. Dér skal DSR og modparterne fra Kommunernes Landsforening og Danske Regioner i den kommende tid forsøge at mødes i et kompromis ovenpå sygeplejerskernes strejkevarsel.

 - Hvis man skal noget, bliver det formentlig et løfte om at undersøge lønstrukturen forud for den næste overenskomstfornyelse om tre år. Jeg mener, at det bliver en meget svær øvelse at gøre mere her og nu, sagde Bent Greve til A4 Overenskomst i sidste uge

LÆS OGSÅ: Flere forbund tilslutter sig opgør med udskældt reform: Det er en dårlig nyhed for sygeplejerskerne

Studier bekræfter allerede lønefterslæb

Men det er altså ikke godt nok, fastslår Grete Christensen.

Hun henviser til, at sygeplejerskerne tilbage i 2008 fik nedsat en lønkommission efter næsten to måneders strejke. Dengang skyldtes konflikten også utilfredshed med lønnen.

Siden har flere forskningsstudier bekræftet sygeplejerskerne i, at de sammen med andre historisk kvindedominerede fag lider under et lønefterslæb.

- Vi har selv bidraget til, at der siden er blevet forsket mere på området. Blandt andet har vi støttet den forskning, som Astrid Elkjær Sørensen har lavet om Tjenestemandsreformen, siger DSR-formanden.

LÆS OGSÅ: SAS i ny krig med danske ansatte: Tillidsmand i oprør

Sammen med Institut for Menneskerettigheder har Astrid Elkjær Sørensen analyseret lønningerne blandt 13 faggrupper i den offentlige sektor i 1969 og 2019. Undersøgelsen afdækkede, at hierarkiet mellem lønningerne har stået stille, siden Tjenestemandsreformen blev indført for 52 år siden. 

- Vi ønsker at gøre det tydeligt over for arbejdsgiverne, at vi har et problem, som vi mener, at vi skal have fundet en løsning på. Vi siger ikke, at det her skal løses med et snuptag, men vi skal se en bevægelse i den rigtige retning, siger Grete Christensen.  

- Vi regner ikke med at være her lige så længe som i 2018, sagde Christensen til de fremmødte sygeplejersker onsdag eftermiddag, inden hun gik ind gennem porten til Forligsinstitutionen.