Tæt på verden: Graviditet er ikke helt så livsfarligt i dag

19. maj 2012
Hvert andet minut dør en kvinde unødvendigt som følge af graviditet. Lang vej før det er sikkert af være gravid i fattige lande.

Antallet af kvinder, der dør på grund af graviditet og fødsler i verden, er faldet dramatisk de senere år. I år dør ”kun” 287.000 unødvendigt på grund af komplikationer i forbindelse med babyer.

I rige lande dør kvinder sjældent af at være gravide, men i de fattige koster manglende sundhedsvæsen og uvidenhed 32 kvinder livet i timen døgnet rundt plus ofte også deres børn.

For tyve år siden var antallet det dobbelte, altså en død kvinde i minuttet.

Ny FN rapport

Langt, langt de fleste af disse dødsfald sker i udviklingslande. Det internationale samfund har sat sig som mål i 2015 at have reduceret antallet af disse tab af menneskeliv med 75 procent.

Adskillige lande i Afrika syd for Sahara når ikke dette mål, men det er praktisk muligt ved investeringer i sundhed og familieplanlægning.
Således har ti lande har allerede levet op til ambitionen, fastslår en ny FN rapport.

De er Hviderusland, Bhutan, Ækvatorialguinea, Estland, Iran, Litauen, Maldiverne, Nepal, Rumænien og Vietnam.

I rige lande er der sket fremskridt til 39 procent færre dødsfald, omend på et meget lavere grundlag. Udviklingslande ser fremskridt i sidste 20 år på 47 procent. Rapporten omfatter data fra 180 lande og territorier.

Her er det værst

Ti lande tegner sig for 60 procent af alle de døde kvinder. De er Indien, Nigeria, DRC Congo, Pakistan, Sudan, Indonesien, Etiopien, Tanzania, Bangladesh og Afghanistan.

I Indien dør 56.000 kvinder om året på grund af graviditet, fødsel eller usikker abort. I Nigeria er tallet 40.000. Begge er folkerige lande med mange ressourcer. Tilsammen accepterer de en tredjedel af disse dødsfald.

Det er ikke fordi atommagten Indien har undladt at gøre noget. Statistikkerne viser, at de sidste tyve år har landet reduceret antallet af dødsfald som følge af graviditet med 66 procent. Nigeria har forbedret sig 44 procent.

Adskillige andre lande har bedre resultater. Typisk viser statistikkerne, at de fattigste er blandt dem med utilstrækkelige fremskridt.

[pagebreak]Farligt i Afrika

FN-rapporten fastslår, at i Afrika er det mere end dobbelt så farligt at være gravid eller føde som det globale gennemsnit.

I de rige lande har en kvinde en 1-til-3.800 sandsynlighed for at dø som følge af komplikationer ved graviditet og fødsel. I Sydøstasien er tallet 1-til-290. Afrikanske kvinder har 1-til-39 mulighed i deres levetid.

I Danmark er faren yderligere reduceret til 1-til-4.500 i en kvindes livstid. I vestafrikanske Chad syd for Sahara er tallet 1-til-15, og her er forholdene blevet forværrede den sidste snes år.

Det kan løses

FNs befolkningsprogram, UNFPA, ved, hvordan man kan bekæmpe disse unødvendige dødsfald. Det handler om familieplanlægning, sundhedsarbejdere med færdigheder som fødselshjælpere og klinikker til nødstilfælde.

UNFPAs leder, Dr. Babatunde Osotimehin, er klar over, at statistikkerne er behæftet med fejl, fordi dødsfald i de allerfattigste områder i verden slet ikke registreres.

Den nye rapport giver grund til at fejre fremskridtene, siger han, men der skal flere investeringer til. ”Vort arbejde må ikke stoppe, før hver eneste graviditet er ønsket og hver fødsel sikker.”

Omtalte rapport er skrevet af UNFPA, WHO, Unicef og Verdensbanken.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.