Gravesen får mindst 10 millioner for at skride

18. aug 2008
Fodbold Celtic har været så ivrige for at slippe af med Thomas Gravesen, at de har betalt ham mindst 10 millioner kroner for ikke at vise sig igen

22 kampe, 50 millioner kroner.

Celtic-manager Gordon Strachan viste ikke, at han begik en af sin karrieres største fejltagelser, da det i sommeren 2006 lykkedes han at overhale flere engelske klubber inden om og hente Thomas Gravesen til den skotske klub fra selveste Real Madrid.

I går fik den skaldede dansker så et gyldent håndtryk i topdirektør-klassen, da klubben og Gravesen blev enige om at ophæve det samarbejde, der aldrig blev tilnærmelsesvist en succes.

32-årige Gravesen har de seneste to sæsoner indkasseret omkring 20 millioner kroner om året og været den største post på Celtics lønbudget.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Ingen fremtid i Celtic

Men de få gange, han har fået chancen, har han ikke været pengene værd, og klubbens manager gjorde det for nylig krystalklart, at den tidligere danske landsholdsstjerne ingen fremtid havde på førsteholdet.

I stedet for 20 millioner kroner i løn for det sidste år af kontrakten og en bonus på omkring 10 millioner for at fuldføre kontrakten, har Thomas Gravesen nu fået et engangsbeløb. Det ligger på mellem 10 og 15 millioner kroner, vurderer skotske medier.

For tre uger siden fortalte Celtics manager, at det var fordi, Gravesen ikke passede ind i klubbens taktik, at han havde kasseret danskeren.

Dårlig indflydelse

Men det er den pæne version af fyringen, mener skotske journalister.

»Strachan mente mere, end han sagde. Klubben var helt desperat for at komme af med Gravesen. Han havde en dårlig indflydelse på holdet, og han er jo mentalt syg,« siger journalisten Steven McEwan fra Daily Mail i Glasgow.

Lidt mere diplomatisk formulerer Ewan Murray, der er journalist på The Guardian, det:

»Det handler om at begrænse dine tab. Selv om Gravesen har været et dyrt bekendtskab, så sparer klubben penge nok til at hente en anden spiller som erstatning,« siger han.

Gravesen, der ikke taler med pressem og hans agent, John Sivebæk, ønsker ikke at kommentere bruddet.

faktaboks