Gør som de andre: Stik af fra krisen

4. feb 2012
Krisen kradser men vi vil på ferier. Kvaliteten er i højsæde, når vi skal booke ferien. Det er andre steder vi vælger at spare.

Sangria i glasset, solen stikker varmt på den blege mave og poolen indbyder til en forfriskende dukkert.

Nok har krisen gravet sig dybt ned i pengepungen, men to ud af tre danskere vil bruge lige så mange eller flere penge på feriebudgettet i år. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk.

Det er en tendens, de kan nikke genkendende til i rejsebranchen.

Farvel til restaurantbesøg

Det skyldes ifølge livsstilsekspert Henrik Byager, at ferien kommer igennem nåleøjet, når privatøkonomien skal ses efter med en lup.

”Vi frasorterer andre luksusting som restaurantbesøg og møbler for at få råd til ferien,” forklarer Henrik Byager.

Han siger, at når familien mødes rundt om spisebordet og diskuterer om ferien skal sparres væk i år, vil der lyde et enstemmigt ”Nej, den skal vi sgu ha’.”

Vintervejret vækker feriedrømmene

Star Tour har ifølge salgsdirektør Stig Elling allerede solgt ti procent flere rejser end de gjorde sidste vinter.

Hos Spies kimer telefonerne også mere end sædvanligt.

”Nu når det er hundekoldt herhjemme og kunderne ser, at det er varmt og lækkert på De Kanariske Øer, så bestiller de deres rejse. Vi er allerede foran sidste vinters salg for rejser med afrejse inden for de næste to måneder,” siger Torben Andersen, som er kommunikationschef i Spies.

Billeder skal på Facebook

Henrik Byager peger også på, at ferien er et statussymbol.

”Valget af feriedestinationen siger meget om, hvem man er. Det vil man gerne dele ved f.eks. at lægge billeder på Facebook eller vise dem frem til familiefødselsdagen.”

Ikke nok med at danskerne vil bruge lige så mange eller flere penge på årets ferie. Vi vil også forkæles på ferien.

Vi vil have All Inclusive

”Danskerne køber kvalitetshoteller og vil have All Inclusive,” siger salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour.

All Inclusive er en ferieform, hvor alt fra mad og drikkevarer til aktiviteter er inkluderet i prisen.

Vi vil have All Inclusive
Undersøgelsen

522 repræsentativt udvalgte danskere fik spørgsmålet:

Hvor mange penge vil du bruge på ferie i år i forhold til sidste år?

Jeg vil bruge flere penge
20 pct.

Jeg vil bruge lige så meget
47 pct.

Jeg vil bruge færre penge
25 pct.

Ved ikke
8 pct.

Kilde: Wilke for Avisen.dk.