AU PAIR ER DET FAIR?: Godsejere udnytter au pair som tjenestepiger

29. jun 2010
AFSLØRING: Godsejer lader forvalter hyre au pairer som billige tjenestefolk. Au pair flygtede.

Godsejerparret Marianne og Peter Holst har i årevis haft filippinske au pairer på deres gods, Nysø. En kilometer fra byen Præstø, hvor fru Holst ofte ses i sin bil, en Chrysler 3.0, og med en eller flere filippinske au pairer, der bærer tasken.

Der var været mindst fem au pairer på godset - den seneste, Jade Carreon, flygtede til København den 10. april.

Marianne Holst på 62 år og hendes mand, Peter Holst, 64, har ikke mindreårige børn, som er et af kravene for at få en au pair.

Det har godsets forvalter, Torben Albertsen, til gengæld. Han bor i forvalterboligen sammen med sin hustru og to børn.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Forvalter bliver vært

Løsningen ligger derfor lige for: Forvalteren hyrer filippinske au pairer, som bliver sendt op på godset, hvor de arbejder som tjenestefolk.

De erkender begge over for Avisen.dk, at det er sket flere gange.

I Jade Carreons kontrakt, som Avisen.dk er i besiddelse af, står sort på hvidt, at Jade Carreon har fået opholdstilladelse som au pair med Torben og Mille Albertsen som værtsfamilie.

"Jeg mødte kun Torben Albertsen en gang, da Mrs. Marianne præsenterede mig for ham som min "værtsfar", og så grinede vi lidt," siger Jade Carreon.

Det fremgår direkte af den falske kontrakt, at Jade Carreon tre dage om ugen skulle bruge to timer på børnepasning.

Men Jade Carreon passede ikke et eneste barn, de fjorten dage, hun nåede at arbejde hos godsejerparret, før hun stak af.

Til gengæld arbejdede hun hele ugen fra 7 morgen til 22 om aftenen hos godsejerparret med rengøring, tøjvask, madlavning, sygepleje og dyrepasning -  med kun to en halv times fri midt på dagen.

Ja - jeg har ikke rent mel i posen

Marianne Holst, som i praksis driver godset alene i dag, da Peter Holst er alvorligt syg, erkender, at hun har haft au pairer under falske forudsætninger.

"Ja, jeg erkender, at jeg har ikke rent i mel i posen, når det kommer til det med kontrakten. Det er jeg ked af – virkelig ked af," siger hun, da Avisen.dk opsøger hende på godset.

"Og det er forkert, at vi har brugt en af vores ansatte til det," fortsætter hun.

Skriv hvad du vil

Forvalter Torben Albertsen erkender også, at han har hyret au pairer, som aldrig har haft deres gang i hans hjem.

"Ja. I kan skrive, hvad I vil. Jeg ved, at pigerne har haft det godt deroppe," siger Torben Albertsen - og med deroppe mener han på godset.

Altså ikke ovre hos ham og hans hustru i forvalterboligen.

Marianne Holst har tidligere betalt 50.000 kr. i erstatning til en filippinsk ansat efter et forlig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

skjultitel

Avisen.dk og Ugebrevet A4 har undersøgt arbejdsvilkårene blandt 204 au pairer.

  • De får 51 kr. i timen.
  • Ti procent bruger under 100 kroner eller slet ingenting på sig selv.
  • 30 pct. arbejder mere end de 30 timer om ugen, reglerne tillader.

Deltag på Facebook

Læs alle artiklerne om Au Pair